Af Poul E. Andersen. Foredrag holdt ved Islamkritisk-Netværks møde i Vejle den 4. september 2006.

DET ER TILLADT,AT ERKENDE VIRKELIGHEDEN ,OG BLIVE LIDT KLOGERE. DET KRÆVER NATURLIGVIS MODET TIL,AT ERKENDE VIRKELIGHEDEN,SOM DU SER DEN,UANSET HVAD DIN NABO OG ANDRE MENER.GOD FORNØJELSE MED DIN ANALYSE.

I debatten om dialog mellem kristne og muslimer er der to hovedsynspunkter, der står overfor hinanden. Det ene går ud på, at en seriøs dialog overhovedet er forudsætningen for, at kristne og muslimer kan leve side om side med hinanden i gensidig forståelse og med gensidig respekt. Det andet synspunkt peger på, at dialog med muslimer kun kan ske på islams betingelser, og derfor rummer en dialog på kulturelle og religiøse områder en alvorlig risiko for nedbrydning af kristne værdier og grundlæggende danske kulturformer. Den kan bidrage til en slags dhimmificering af det danske samfund. - Jeg lægger ikke skjul på, at jeg i de fleste henseender deler det sidste synspunkt. Det støttes af snart 1400 års skræmmende erfaringer.

Ved dhimmificering forstår jeg accept og videreførelse af den pro-islamisk strømning, som har været mærkbar i Europa siden oplysningstiden, som senere af udenrigspolitiske grunde har vundet støtte især i Frankrig og Storbritannien, og som, tilsat en anti-israelsk holdning, for øjeblikket vinder stadig større tilslutning i Europa.

Et skelsættende år er 1973, da EF på initiativ fra Frankrig og den verdensomspændende Arabiske Liga oprettede The Euro-Arab Dialog (EAD). Oliekrisen var baggrund herfor. Denne europæisk-arabiske sammenslutning kom gennem 30 år til at spille en enorm rolle med hensyn til udbredelse af islamiske synspunkter på alle niveauer i EU-landene, og den har i høj grad været medvirkende til at skabe baggrunden for det, der efterhånden kan betragtes som en begyndende dhimmificering.

Dhimmificeringen i alle de europæiske indvandrerlande rummer respekt for muslimsk kultur, kritikløs forståelse for nødvendigheden af at give plads for muslimsk religion, vilje til at bøje af for fremmede religiøse krav, accept af særrettigheder på mange felter, og udbredt ængstelse for at støde eller provokere muslimske religiøse traditioner.

Dhimmistatus og arabisk ekspansion
Dette forhold vender jeg tilbage til. Men først vil jeg give en kort beskrivelse af dhimmificeringens historiske rod i den dhimmistatus, som kristne og jøder fik tildelt i alle de samfund, som i årene efter Muhammeds død i 632 og de følgende århundrede blev løbet over ende af de muslimske invasioner.

Allerede i begyndelsen af 8-hundredtallet blev der udarbejdet et yderst nuanceret sæt af regler, som skulle regulere forholdet mellem de sejrende muslimer og de overvundne ikke-muslimer, dvs. kristne og jøder.

Reglerne blev til ud fra erfaringerne fra erobringerne, fra det praktiske samliv mellem muslimer og ikke-muslimer, fra teologiske synspunkter og fra de retsfilosofiske grundsætninger, der kunne udledes af Koranen. Tilsammen udgjorde de den del af det samlede muslimske retssystem, der betegnes som jihad, og som udtrykker den fundamentale modvilje, som islam altid har næret mod ikke-muslimer. Muslimernes forhold til vantro udtrykkes således også altid i krigsterminologi. Muslimerne opdeler ikke-muslimer i tre grupper. Den første gruppe er dem, som ikke vil efterkomme kaldet til islam, men møder muslimerne med våben i hånd. Med dem består en regulær krigstilstand. Den anden gruppe er dem, som bor i stater, som ikke er besejrede, men som man har sluttet våbentilstand med. Den tredje gruppe er dem, som helt og fuldt har afstået deres land til muslimerne og har underkastet sig islams tro og herredømme. Det er dhimmierne, dem som i vores sammenhæng også er de væsentligste.

Dhimmierne kaldes også de beskyttede. De er nemlig beskyttede mod islams jihad. Men beskyttelsen har sin pris. De får lov at beholde deres kristne eller jødiske tro, men til gengæld må de betale en særlig skat. De må ikke bygge kirker eller synagoger eller istandsætte de bestående, de må ikke udbrede deres tro, de skal leve i særlige kvarterer og bære dragter, som adskiller dem fra muslimer, og som gør dem til særligt foragtede personer. De må ikke ride på heste eller kameler, men kun på æsler. Og møder de en muslim, må de stige af og indtage en ærbødig og respektfuld stilling. De må aldrig gå højre om en muslim på et fortov, og efter overfald eller forhånelser kan deres sag ikke behandles ved muslimsk domstole. Den, der fornærmer en muslim, gør sig skyldig i, at hele hans kvarter overgives til plyndring, slaveri eller tilfældigt drab. Mærkeligt er det ikke, at tidligere kristne lande i løbet af kort tid forvandlede sig til muslimske. En stor rolle spillede det også, at der blev lagt vægt på at nedbryde de kristne eller jødernes åndelige identitet, og deres historiske bevidsthed.

Jihad er en universel ideologi, og dens krav om kamp for islam skal fortsætte, indtil der ikke er andre religioner tilbage end den, som Allah i Koranen har forordner (2.194).

HAR ISLAM EN TROJANSK HEST I DANMARK OG EU ???