SEJRHERREN UDTALER
SEJRHERREN UDTALER www,sagens-kerne.dk

Præsenteret her  22. januar 2010

 
Jyllands-Posten
 
En julestorm

Søren Krarup, medlem af Folketinget

Offentliggjort 21.01.10 kl. 03:00
 
Sagen er islams kvindesyn. Og i forlængelse heraf menneskets stilling i islam som en slave eller et redskab for en magtsyg allah, der vil herske over alt og alle. Så bliver kvindens rolle den at være til disposition for magten og forsyne magthaverne med ammunition og adspredelse.

I juledagene gik en storm over Danmark. Den var rejst af nogle udtalelser af formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, og han rejste den i en samtale med bladet Snaphanen. Dette blad findes på nettet, og mens Lars Hedegaard taler, ser man ham her sidde med en pilsner foran sig - tydeligvis før selskabet går til frokostbordet.

Samme mangel på anstand prægede hans udtalelser. Han havde ikke bundet slipset og taget jakke på, før han udtalte sig. Hans ord havde det henkastede præg, som forekommer ved et frokostbord. Det betyder ikke, at de var tomme, endsige falske. Men det betød, at de ikke var set igennem, før de blev sendt ud i offentlighed.

Lars Hedegaards anliggende var det væsentligste af alle i dagens Danmark - den kulturkamp, som Danmark og Vesten står i over for et islam, som er i angrebsposition og øver et stigende pres på vort samfundsliv og dagligdag. Og Lars Hedegaards udtalelser, som står at læse på Snaphanen, fortjente nok at blive hørt:

»Islam er en hær. Integrationen fungerer ikke, simpelthen fordi det er absolut forbudt at blive integreret. Vi i Vesten har svært ved at forstå en kultur, som ikke forandrer sig, som har et indhold, der er forblevet uforandret i 1400 år ? Hvorfor er det sådan, at jo længere muslimerne har været her i landet, desto mindre integrerede er de? Det var dette, der vakte min opmærksomhed? Vore ledere tager ikke dette alvorligt, og jeg er bange for, at det vil kræve en folkelig opstand, før de vil tage det alvorligt. Men de er nødt til det. Efter den tyske besættelse af Danmark var der nogle få, der havde samarbejdet med fjenden og kom slemt i knibe. Det samme kunne ske her? Dette kan ikke klares med et kompromis. Det er enten vores civilisation eller deres ikke-civilisation og barbari. Vore to måder at leve på er som ild og vand. En af dem må sejre.«



Er dette ikke en præcis diagnose af nutidens alvorligste problem i Danmark og Europa? Kan nogen afvise Lars Hedegaards analyse? Nej, disse dystre ord kommer ingen udenom, men i fortsættelsen slog det uformelle præg ved frokostbordet igennem. Lars Hedegaard rettede nemlig en lige så uafviselig kritik mod islams syn på kvinden og hendes plads i forhold til manden og samfundet og sagde: »Kvinder har ingen værdi. De er ikke mennesker. Deres funktion er som livmoder - de bærer krigernes afkom og skaber nye krigere, men ellers. Nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi. De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.«


Det var de sidste ord, der rejste julestormen. Man kan måske godt forstå det. De er for generaliserende, for mistænkeliggørende over for alle muslimer. Lars Hedegaard ville udtale sig om islams kvindesyn. I stedet kom han til at udtale sig om alle muslimer.

Det ville han have rettet ved et gennemsyn af interviewet, men dette gennemsyn fik han aldrig lejlighed til, for Snaphanen udsendte interviewet uden at lade Lars Hedegaard se det kritisk igennem. Han fik aldrig bundet slipset. Frokostbordets bramfri atmosfære gik igen i de ord, der blev sendt ud i offentligheden.

Det var Snaphanens skyld, men det blev Lars Hedegaard, der kom til at bøde for det, for nu kastede en ildesindet offentlighed sig over ham. Det begyndte med en konservativ kommentator, der øjeblikkeligt kastede sig over ham og hans ord om de muslimske kvinder og deres rolle i familien, og med en stemme helt oppe i diskanten meddelte Krause-Kjær, at »Trykkefrihedsselskabet stod ved afgrunden«. Således var tonelejet sat. Og igen og igen og igen blev Lars Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet juleugen igennem angrebet af mediemennesker og politiske kommentatorer, som tilkendegav deres endeløse forargelse over denne oprørende mistænkeliggørelse af alle muslimske fædre, onkler, fætre og kvinder.

Nej, Lars Hedegaard skulle have bundet slipset og taget jakken på. Sådan bevæger man sig i offentligheden - især når denne offentlighed er så fjendtlig og blodtørstig som tilfældet var her. Naturligvis var det islams officielle syn på kvinden, han havde talt om.


Men julestormen viste, at der slet ingen vilje var til at høre, hvad han havde sagt - også i sine indledende betragtninger om kulturkampens indhold - og den arme Lars Hedegaard fik en drøj tid. Der var ikke megen julestemning over hans juledage. Og det arbejde, han var formand for, Trykkefrihedsselskabet, blev genstand for en tilsvarende kanonade af mistænkeliggørelse, had og forargelse.

Hvorfor? Nå ja, Lars Hedegaard er formand for Trykkefrihedsselskabet, men den egentlige årsag var utvivlsomt, at Trykkefrihedsselskabet er kommet til at indtage en position i vores offentlige liv, som har skabt en gennemgribende misundelse og et svovlgult had. Krause-Kjær talte ikke blot for sig selv, men for hele den kulturradikale offentlighed i medier og politik, som tænderskærende søger efter lejlighed til at ramme den dominerende og bestemmende part i kulturkampen. Det er jo situationen.

Her fik disse riddere af den bedrøvelige betydningsløshed en lejlighed til at føre sig frem, og således er julestormen først og fremmest en demonstration af, hvem der sætter dagsordenen i vort offentlige liv. Trykkefrihedsselskabet kan tage de utallige angreb som et bevis på dets position og betydning. Det er unægtelig trættende at opleve sin succes på denne måde. Der findes behageligere former.

Men realiteten bliver ikke ændret af julestormens form - og så skal det jo også tilføjes, at en ikke uvæsentlig del af julestormens indhold hænger sammen med, at Dansk Folkeparti er repræsenteret i Trykkefrihedsselskabets råd med bl.a. Pia Kjærsgaard, Jesper Langballe og mig, hvorfor angriberne mente at kunne slå to fluer med ét smæk. Ikke sandt, succes og DF - nej, det finder hverken Systemet Politiken eller venstrefløjen sig i. Her fandt disse allierede parter en lejlighed til at ytre deres nid og nag. Den arme Lars Hedegaard!


Men sagen da, hvordan med den? -

Hvad faen rager sagen sagen!

Sådan sagde Otto Gelsted i 1930erne, og samme konklusion kan vi drage i 2010. Hvad rager sagen sagen? For sagen - det er jo islams kvindesyn. Og i forlængelse heraf menneskets stilling i islam som en slave eller et redskab for en magtsyg allah, der vil herske over alt og alle. Så bliver kvindens rolle den at være til disposition for magten og forsyne magthaverne med ammunition og adspredelse. Andenrangsmennesket. Den uden selvstændig identitet og betydning.

Det er herom, Lars Hedegaard talte, og herom har han skrevet i et omfattende og betydningsfuldt forfatterskab, som kan tjene til at åbne den danske offentligheds øjne for kulturkampens egentlige indhold. For et halvt år siden udgav han sammen med Mogens Camre den fremragende bog ”1400 års krigen”, som fortæller om islams indhold og historie. I 2003 udgav han sammen med Helle Merete Brix og Torben Hansen bogen ”I krigens hus. Islams kolonisering af Vesten”, som også er en vidende og indsigtsfuld skildring af Vestens største problem. I begge bøger er islams kvindesyn karakteriseret og undsagt - f.eks. således: »Da det for islam er livsnødvendigt at kontrollere kvindernes seksualitet og reproduktion, er det også logisk, at de livet igennem står under opsyn af en mand fra ummaen: først deres far, og hvis han falder bort, af deres brødre, fætre eller onkler«. (1400 års krigen, p. 141).

Men den forargede offentlighed læser ikke bøger. Det er for besværligt at sætte sig ind i sagen. Det er nemmere og mere bekvemt at forarges over tonen - at Lars Hedegaard ikke har taget jakke og slips på, når han går ud i offentligheden. Jamen, det har han i disse bøger. Trykkefrihedsselskabet har øvet en tilsvarende imponerende opgave i retning af at oplyse den danske offentlighed om islams egentlige indhold og væsen. Problemet er gennemarbejdet og grundigt belyst.

Men hvad faen rager sagen sagen? Journalister, kommentatorer og politikere læser ikke bøger. De overkommer ikke at sætte sig ind i et problem og fatte det i dets egentlige sammenhæng og foruroligende omfang, men de nøjes med at mistænkeliggøre dem, der tænker og forstår. Den villede uvidenhed. Den bevidste overfladiskhed. Det er julestormens sidste årsag og egentlige forklaring. Citat slut.


KORANENS HELLIGE SKRIFTER

Sagen er islams kvindesyn. Hvis der skulle være nogen der ikke kender det, så kan de besøge dette internet-leksikon om koranens indhold, og der kan du læse om islams kvindesyn, ved at besøge   www.islam-info.dk  og læse, hvad der står under overskriften = KVINDER

Det er også muligt, at det i denne sammenhæng, kan være interessant at læse, hvad der står under overskrifterne =

ÆGTESKAB  og  ( BØRNEOPDRAGELSE I MUSLIMSKE HJEM ).

God læselyst for de nysgerrige








Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE