Michael Pihl: Den nye Orientalisme

Orientalisme hedder en kitschet kunststil fra 1800-tallet. En romantiseret og pervers fascination af bødler og haremsdamer i datidens muslimske verden. I dag trives en ny orientalisme. En af vor tids mest udbredte historiske novelletter handler om konflikten mellem religionerne. Det er myten om det multikulturelle paradis efter den muslimske erobring af Spanien og ensidig placering af al skyld hos europæerne. En myte der afspejler selvhadet hos Vestens toneangivende venstreorienterede fabrikanter af massekultur. Vi skal stopfordres med myten om Vestens eneskyld for religionskonflikten. Vestens unge skal lære at undskylde for korstogene, mens ingen undskylder eller taler om den muslimske aggression over for kristne kernelande, der fandt sted 450 år før.

Populærhistoriske beretninger fortæller om de onde, imperialistiske kristne og de gode, multikulturalistiske muslimer. Beretningen har intet med virkeligheden at gøre. Det er en politisk korrekt myte, som Vestens radikale eliter i øjeblikket har brug for.

I en svensk børnebog, »Helgener og Korsriddere« (2000), mades børn med denne løgnehistorie. På en tegning taler nogle spaniere om, hvordan de opfatter det som en forbedring at have fået lov til at blive underkuet af muslimerne. Jøder og kristne i Spanien underkaster sig med glæde deres dhimmi-status som 2. klasses borgere efter den muslimske erobring i 711. »Jeg synes, det er meget bedre nu«, siger en tilhyllet kvinde med løftet pegefinger: »Vi må bede til Gud på vores egen måde, ingen behøver at gå over til islam, hvis de ikke vil«. Manden siger: »Men vi, der er kristne, skal betale en særlig skat til araberne«, men hans klogere kone belærer ham: »Jo, men du betalte endnu mere i skat til kejseren, selvom han var kristen«.

Skønmaleriet af det multikulturelle paradis efter den muslimske erobring i 700-tallet ledsages af udpenslede skildringer af korsriddernes brutalitet ved erobringen af Jerusalem i 1099. Den politisk korrekte konklusion skæres ud i pap: »Meget af det fjendskab, som endnu i dag eksisterer mellem kristne og muslimer, har rod i det, der skete i korstogenes tid«. Hele konflikten, skal man forså, skyldtes altså de kristne.

Politisk korrekte børnebøger fra Sverige har altid kunnet fås i hyldemeter. Da jeg var barn i 1970erne, skulle vi læse »Trellene«, en marxistisk-socialdemokratisk røverhistorie om, hvordan kirken og kapitalismen kun havde plaget og undertrykt folk i Europas historie. Skovgaard Nielsens »Korstog og Jihad?« (1998) er i gymnasiet stadig standardværk om kulturkonflikten. Også denne bogs fremstilling og udvalg af kilder bærer præg af den sædvanlige politisk korrekte tendens: »Der er (dog) ingen tvivl om, at i et langt historisk perspektiv har muslimer været betydelig mere tolerante overfor tilhængere af andre religioner, end kristne har været«. En særdeles tvivlsom påstand ud fra enhver rimelig historisk betragtning.

På bibliotekerne står bogen »Korstogene, som araberne ser dem« af Amin Maalouf (1997). Her blandes ældre arabiske kilder i en uskøn blanding med forfatterens egne synspunkter. Det bliver til en ensidig historie, ifølge hvilken arabiske sejre er »strålende«, europæerne brutale og primitive barbarer, og hele ansvaret for kulturkrigen skyldes alene de kristne: »Der er ingen tvivl om, at bruddet mellem de to verdener stammer fra korstogene, som araberne den dag i dag betragter som en voldtægt«, skriver Maalouf. Ikke et levende ord om den muslimske aggression og erobring af to tredjedele af datidens kristne kernelande omkring Lilleasien og Nordafrika 450 år tidligere.

Professor i korstogshistorie Jonathan Riley-Smith lagde ikke fingrene imellem i sin vurdering af Ridley Scotts »Kingdom of Heaven« (Sunday Telegraph 18.1.2004): »Det er virkelig en lortefilm! Overhovedet ikke historisk korrekt. Den fremstiller muslimer som forfinede og civiliserede, og korsridderne er alle brutale barbarer. Den har intet med virkeligheden at gøre«.

Middelalderens muslimer er i filmen opsat på fredelig sameksistens, mens de kristne kun kommer og ødelægger det hele med deres onde, hvide imperialisme. I filmen sejrer muslimerne og giver sågar de kristne frit lejde til at vende tilbage til Europa. Endelig opfinder Ridley Scott et langhåret »peace-and-love« foretagende ved navn »Broderskabet af Muslimer, Jøder og Kristne«. En slags fiktiv, middelalderlig »dialog-gruppe«.

Saladin er filmens helt. Han skåner storsindet de kristne. I virkeligheden halshuggede han dem. Virkelighedens Saladin var langtfra den »peace-and-love« multikulturalist, som Vestens langhårede kulturfabrikanter vil gøre ham til. Efter sejren over korsfarerne i slaget ved Hattin 4. juni 1187 beordrede han samtlige kristne fanger halshugget. Sekretæren Imad ed-Din fortæller: »Saladin gav ordre til, at de skulle halshugges. Med ham var en gruppe lærde og sufier, hver af dem tryglede om at få lov til at halshugge en af dem og trak sit sværd og rullede skjorteærmerne op. Saladin sad frydefuldt smilende på sin stol, de vantro udtrykte sort fortvivlelse«. Samme år erobrede Saladin Jerusalem og havde her planlagt en massakre på alle kristne i byen. At han alligevel afstod herfra skyldtes mere militære hensyn end religiøst storsind.

Som historieskrivning er »Kingdom of Heaven« på niveau med »Zions Vises Protokoller«. Men som kulturfænomen er »Kingdom of Heaven« interessant. Filmen romantiserer jihad-muslimerne, dæmoniserer korsfarerne og giver de kristnes »fanatisme« eneskylden for hele misèren. Jihad-traditionen i islam har igen intet med senere kultursammenstød at gøre. Som friseret, politisk korrekt udtryk for Osama bin Ladens historiesyn imødekommer »Kingdom of Heaven« imidlertid et påtrængende eskapistisk behov hos Vestens selvhadende venstrefløjsmiddelklasse.

Filmen spejler en slags moderne radikal orientalisme. Undertrykkelsen af kristne og jøder efter den muslimske erobring i 700-tallet var ikke mindre end senere kristne fyrsters undertrykkelse af modparten. Vore skolebørn lærer om korsfarernes brutalitet ved erobringen af Jerusalem, men muslimernes tilsvarende brutalitet under erobringen af Aleppo i 1148 og ved plyndingen af Konstantinopel i 1453 - eller for den sags skyld hele starten på konflikten med den muslimske aggression imod kristenheden i 600-tallet - aner de intet om. Myten om korstogene som årsag til kultursammenstødet er så utroværdig som Hitlers forsøg på at give Polen skylden for udbruddet af 2. Verdenskrig. Alligevel dyrkes den af Vestens politisk korrekte elite.

Efter terrorangrebet 11. september følte også Bill Clinton sig kaldet til at påkalde sig korsfarernes eneskyld og totalt fornægte kulturkonfliktens historiske udgangspunkt i den muslimske jihad fra 600-tallet.

Augustin fortæller om, hvordan der før den muslimske erobring virkede over 300 biskopper for kristne menigheder i Nordafrika. En levende kristenhed, der svandt ind, fordi Mellemøstens kristne under muslimernes åg måtte friste en tilværelse som underkuede, forfulgte 2.klasses borgere.

Sandheden er snarere, at korstogene var det kristne Europas defensive svar på mere end 450 års muslimsk aggression. Myten om, at korstogene ingenting opnåede, er også en del af den nye orientalisme. I virkeligheden forskansede de inddæmningen af islams jihad-ekspansion ind i det kristne kontinent. Korstogene bidrog for en tid til at rulle den muslimske aggression tilbage. En aggression der senere blev effektivt genoptaget bl.a. i 14- og 1500-tallet.

Selvforagt og forfaldskultur spejler sig i Vestens nye orientalisme. En heksebryg af politisk korrekthed, romantik og fortrængt angst for totalitære sider af en aggressiv lov- og erobringsreligion, som Europas radikale middelklasse ikke tør konfrontere.

Men det er på tide at gøre op med den nye orientalisme. Korstogenes tid er endegyldigt forbi. Det er den muslimske jihad ikke.

Berlingske Tidende 21-4-06

Besøg evt  www.islam-info.dk   og læs om Jihad

Besøg evt. også  www.nomos-dk.dk