Christiansborg, onsdag den 30. december 2009/kaho
PRESSEMEDDELELSE
DF til EU: Afbryd al kontakt til Iran
Dansk Folkepartis medlem af EU-Parlamentet og næstformand i EFD-gruppen, Morten Messeerschmidt, vil nu opfordre EU til at aflyse alle planlagte arrangementer og rejser i Iran som følge af det iranske præstediktaturs brutale nedslagtning af demonstranter. I første omgang gælder det en rejse til Iran, som EU-Parlamentets Iran-delegation har planlagt i januar 2010.
”En officiel rejse til Iran harmonerer dårligt med EU-Parlamentets selvopfattelse som bannerfører for frihed og demokrati, og formanden for Parlamentets Iran-delegation, Barbara Lochbihler (De Grønne, Tyskland) må derfor smide fløjlshandskerne og afvise enhver kontakt til det religiøse iranske diktatur. Al officiel kontakt med Iran er en blåstempling af styrets brutalitet og undertrykkelse”, siger Morten Messerschmidt.
”Desværre tyder alt på, at der fra delegationens side ikke vil blive stillet et eneste kritisk spørgsmål til de systematiske overtrædelser af menneskerettighederne, den konsekvente brug af tortur eller henrettelser af mindreårige, som har været en del af den iranske hverdag siden den islamiske revolution i februar 1979, og derfor er en aflysning af rejsen det eneste rimelige skridt, der kan foretages i den nuværende situation”, siger Morten Messerschmidt.
”I værste fald kan man desværre forestille sig, at demonstrationerne kan provokere styret til at gennemføre en massakre eller et decideret folkemord på de demonstrerende kræfter i stil med den kinesiske massakre på demonstranter i Beijing i 1989. Et sådant folkemord bør EU ikke indirekte medvirke til at anerkende gennem et officielt besøg,” siger Morten Messerschmidt.
Morten Messerschmidt tilføjer, at Iran-delegationen bør gennemføre en kulegravning af de gæster, man gennem årene har modtaget, idet meget tyder på, at præstestyre har haft held til at manipulere med delegationen.
Morten Messerschmidts brev til formanden for Iran-delegationen, Barbara Lochbihler
Fru Barbara Lochbihler
Europa-Parlamentet
Kære fru Lochbihler
I Deres egenskab af formand for EU-Parlamentets Iran-delegation skal jeg på baggrund af de seneste begivenheder i Iran anmode Dem om at aflyse delegationens planlagte rejse til landet i januar 2010.
En officiel rejse til Iran vil af det iranske præstestyre ikke kunne betragtes som andet end en blåstempling af den brutale undertrykkelse, som iranske demonstranter udsættes for, når de går på gaden for at kæmpe for demokrati og ytringsfrihed. En sådan blåstempling bør EU ikke medvirke til, hvis ellers demokrati og respekt for menneskerettigheder skal kunnes tages alvorligt.
Meget tyder desværre på, at der fra Iran-delegationens side ikke vil blive - eller er blevet - stillet et eneste kritisk spørgsmål til de systematiske overtrædelser af menneskerettighederne, den konsekvente brug af tortur eller henrettelser af mindreårige, som har været en del af den iranske hverdag siden den islamiske revolution i februar 1979, og derfor er en aflysning af rejsen det eneste rimelige skridt, der kan foretages i den nuværende situation.
Med det iranske præstestyres uhyggeligt brutale undertrykkelsesmetoder in mente må man i værste fald desværre forestille sig, at demonstrationerne kan provokere styret til at gennemføre en massakre eller et decideret folkemord på de demonstrerende kræfter. Et sådant folkemord bør EU ikke indirekte medvirke til at anerkende gennem et officielt besøg.
Jeg kan nævne, at min kollega fru Anna Rosbach tidligere har udtrykt stærk kritik over for selve arbejdsgangen i Iran-delegationen, en kritik, som blandt andet har gået på, at medlemmerne af delegationen ikke på forhånd informeres tilstrækkeligt om de gæster, som man inviterer til delegationens møder i Bruxelles.
Fru Anna Rosbach har anført, at delegationens ledelse ikke i tilstrækkeligt omfang tjekker cv´er på sine gæster, men derimod lader sig spænde for det brutale præstestyres vogn. Seneste havde delegationen den 10. december 2009 besøg af en kvinde, Batool Soltani, som påstod, at hun var flygtning fra Camp Ashraf - den iranske modstandsbevægelse PMOIs opholdssted i Irak - naturligvis med det formål at bedrive propaganda for præstestyret i Teheran. Ingen i delegationen var på forhånd informeret om dette punkt på dagsordenen.
Nogle velinformerede kilder i PMOI gjorde fru Anna Rosbach opmærksom på fælden, og hun havde på mødet lejlighed til at imødegå propagandastrømmen fra præstestyret. Delegationens viden om Iran og arbejdsmetoderne er så kritisable, at fru Anna Rosbach har set sig nødsaget til at indbringe en klage over arbejdsgangen.
Jeg skal for min egen del understrege, at jeg naturligvis bakker op omkring min kollegas synspunkter, og jeg vil tillige på denne baggrund anmode Dem om at udvise det mindstemål af respekt over for de demokratisk sindede kræfter i Iran, at De omgående aflyser Iran-delegationens planlagte rejse til Iran i januar.
Med venlig hilsen
Morten Messerschmidt
Medlem af Europa-Parlamentet
Næstformand i EFD-gruppen
Næstformand i AFCO-udvalget
http://balder.org/avisartikler/EU-Og-Medierne-Tavshed-Om-Euromediterranien-Eurabien.php
Besøg evt. www.Uriasposten.net