Fleksibiliteten i almue

November 2007 Lars Hedegaard

Vi ved mere eller mindre, hvad agenter i Umma er op til og hvordan de plejer at gå over deres dag-til-dag forretning at underminere vestlige samfund. Vi skal nu til at gå videre fra den kendsgerning, indsamling til modstand mod den islamiske stormløb.

Der er ikke tid nok her for at gå ind i situationen i Danmark i stor detalje. For mere omfattende rapporter og analyser af de seneste begivenheder i mit land, jeg tilføje to separate papers.1

Min diskussion består af to dele. Efter en kort beretning om vigtige begivenheder i Danmark, agter jeg at behandle spørgsmål af mere generel og strategisk betydning.

Det ligger nu helt klart, at de danske Muhammed-krise, der opstod for et par måneder efter Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-tegninger den 30. september 2005 var bevidst udløst at afprøve, om Danmark var moden til en overtagelse i den forstand, at danskerne var villige til at bøje sig for sharia-lovgivning og acceptere deres plads som dhimmies.

Bernard Lewis gik endnu videre og bemærkede, at dødsdommene over de danske tegnere og redaktører var et tegn på, at den islamiske strategerne allerede overvejede at Danmark skal være en del af Dar al-Islam, hvor sharia gælder.

Som senere forskning har vist, er det også klart, at de vigtigste ophavsmand til urolighederne i form af ambassaden og flag afbrændinger, voldelige demonstrationer, dødstrusler og boykot var muslimske stater i ledtog med Det Muslimske Broderskab.

Jeg skal undlade at spekulere på, hvorfor lederne af Umma tænkte på Danmark som et blødt punkt klar til at blive erobret. Måske havde de været på udkig efter et egnet sted for at vise deres globale rækkevidde, og besluttede, at det lige så godt kunne være Danmark, da den præsenterede sig selv som et mål på det rigtige tidspunkt.

Den svenske gentagelse

For nylig hele cirkus er blevet gentaget efter den svenske kunstner Lars Vilks 'offentliggørelse af en tegning af en profet (han sagde det ikke var Muhammed) som en hund i en rundkørsel. Det samme dødstrusler blev udstedt, selv om gadedemonstrationer ikke var så godt organiserede eller voldelige som det er tilfældet i Danmark.

Det interessante er de svenske erfaringer kaster nyt lys på den danske sag. Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen blev skarpt skylden og hængt ud for sin afvisning af at mødes med ambassadører fra muslimske stater, der ønsker at belære ham om den rette "tone" i pressen og krævede en officiel undskyldning. Rasmussens uvilje til at se den muslimske udsendinge blev derefter citeret af danske apologeter for de imamer, som den egentlige årsag til de efterfølgende problemer. Havde statsministeren kun enige om at lytte til den velbegrundede klager af den pågældende ambassadører, ville sager aldrig er kommet ud af hånden.

Nå, fik den svenske statsminister modtager en deputation af muslimske ambassadører for at diskutere interne svenske anliggender og han fik præcis det samme resultat som sin danske kollega - dødstrusler.

Afslaget på den danske statsminister om at udstede en officiel undskyldning for aktiviteter, som er helt lovligt i henhold til dansk ret til lande, som ikke tillader ytringsfrihed kan ses som bevis på, at Danmark ikke overgive sig. Men billedet er blandet.

Sammenbruddet i eliten

Hvis vi ser på de fleste medlemmer af den danske elite - blandt forfattere, journalister, akademikere, den lutherske kirke og flere politiske partier - især på venstre - de var kun alt for ivrige efter at undskylde og offentligt at fordømme Jyllands-Posten for at bruge ytringsfriheden til formål, som det aldrig havde været hensigten, nemlig at forårsage bestyrtelse blandt muslimer. Mens hykle for princippet om ytringsfrihed, disse eliter var helt villig til at acceptere retningslinjerne for dens korrekte anvendelse er udstedt af den selvbestaltede talsmænd for "1,6 milliarder muslimer".

Mest foruroligende af alle var, at lederne af det danske sikkerhedspoliti, kendt som PET, reagerede på den veltilrettelagt angreb mod danske interesser hjemme og i udlandet ved at lovprise den beroligende og velgørende indflydelse på de danske imamer og erklærede sin hensigt om at samarbejde tættere med dem i fremtiden. Netop de mennesker, som havde været medvirkende til at rejse et problem ved at rejse rundt i Mellemøsten viser billeder, som ikke var blevet trykt i nogen dansk avis - herunder et foto, som de hævdede at være vise Muhammed som en gris, men i virkeligheden var et foto af en mand, der deltager i en gris-skrigende konkurrence i Frankrig.

Det vigtigste resultat af Muhammed-sagen - uden tvivl Danmark's største udenrigspolitiske krise siden 1945 - var, at det store og hele den menige mand stod fast i sit forsvar af ytringsfriheden. Flere efterfølgende opinionsundersøgelser har bekræftet, at på trods af visse udhuling af støtte til Jyllands-Posten og retten til at fornærme og latterliggøre religion, er der stadig et flertal af unbowed danskere bag vores gamle friheder. Vi står således over for en virkelig bemærkelsesværdig situation, hvor dem, der lever af at skrive er mere end villige til at bo inden for retningslinjer dikteret af repræsentanter for de beføjelser, hvor teenagere homoseksuelle er pisket og hængt offentligt, mens den fælles folk forsvare meget ytringsfrihed, som de professionelle har lidt brug.

Fleksibiliteten i almue gør Danmark skiller sig ud blandt så mange af vores naboer som et land at se.

Det er også denne folkelige støtte til frihed, der fremmer vores regering til at gribe ind, når andre lande vil hellere se den anden vej. Som i tilfældet af Ayaan Hirsi Ali, der for nylig blev nægtet beskyttelse af Holland under hendes tilflugt i den amerikanske Dette førte til viceborgmester i Odense, Alex Ahrendtsen fra den formodet yderste højre parti, Dansk Folkeparti, til at invitere den sorte somaliske kvinde søge asyl i hans by. Når dette initiativ blev udskreget som "modbydeligt", af en repræsentant for den venstre socialistiske og tredje-worldist Enhedslisten, og efter at Dansk PEN havde erklæret, at fru Ali var ikke behov for beskyttelse og var ikke engang en forfatter, den danske kulturminister , udvidet Brian Mikkelsen (K) en officiel invitation til hende på vegne af regeringen og erklærede, at det ville påtage sig alle nødvendige udgifter for hendes beskyttelse. For at gøre regeringens holdning helt klar, statsminister Anders Fogh Rasmussen senere straffede den hollandske regering for at have opgivet den besværlige Ms Ali.

Danmark blev også det sted, der gav Lars Vilks den solidaritet mødet ingen tilbød ham i Sverige. Den 2. oktober en overflow publikum i København, inviteret af The Free Press Society vist deres respekt for de modige kunstner. Blandt deltagerne var skønånder som kulturredaktør Flemming Rose og tegneren Kurt Westergaard af Muhammed berømmelse, "kulturel muslim" politiker Naser Khader og Karen Jespersen (V), der er siden blevet udnævnt til minister for velfærd og ligestilling i det nye Anders Fogh Rasmussen goivernment.

Initiativet blev bredt rapporteret af den nationale presse og blev generelt godt modtaget.

Vores mest presserende opgaver

For den anden del af mit indlæg, vil jeg gerne tage et andet spørgsmål af generel relevans, som er at identificere vores mest presserende opgaver i den nærmeste fremtid.

Utvivlsomt bør vi fortsætte vores indsamling af oplysninger om de konkrete tiltag, som vores modstandere rundt om i verden. Men jeg tvivler på, at vi skal blive meget klogere ved simpel fact-finding. Vi ved mere eller mindre, hvad agenter i Umma er op til og hvordan de plejer at gå over deres dag-til-dag forretning at underminere vestlige samfund.

Vi skal nu gå ud fra forhold, indsamling og formidling af tanker til aktiv modstand. For vi længe har været konfronteret med en bestemt offensiv rettet mod vores nederlag og eventuel underkastelse som dhimmies i en udvidet Dar al-Islam.

For at vi kan begynde at forsvare os mod denne jihad - noget, vi har indtil nu undladt at gøre - vi har brug for løbende op-dateret analyser af den islamiske strategi og taktik. De skal analyseres lidenskabsløst som objektive militære problemer, præcis som alle almindelige personale vil forsøge at analysere de manøvrer af fjenden på slagmarken. For vi kan være sikre på, at vi bliver nøje overvåget af vores angribere, som har en god og ofte meget præcis idé om, hvad våben til brug mod os på et givet tidspunkt.

Jihad er ikke nødvendigvis ensbetydende med en voldelig krig eller terrorangreb. Jihad beskæftiger en bred vifte af offensive instrumenter, herunder psykologiske, økonomiske, demografiske, politiske, kulturelle, intellektuelle, sociale, kriminelle og voldelige dem. Medmindre vi begynder at analysere verden og forholdet mellem kræfter, som vores hacker ville gøre det, vi er bundet til at gå glip af billedet. Faktisk er de fleste af vore ledere ikke engang erkende, at vi er under angreb - faktisk en ideel situation for alle erobre hær og en, som ikke engang har været forudset af vestlig krig teoretikere.

Vores ledere at holde udkig efter terrorister i en høstak - som det i øvrigt de burde - men det er stort set alle de gør således at fjenden til at udøve sin vigtigste operationer uden dem selv at blive bemærket. Den engelske teoretiker militære strategi BH Liddell Hart talte om "den indirekte metode". Det Umma er den sande mester i denne disciplin, og har været for 1400 år.

Terror, voldelige oprør og masseslagtninger vil uden tvivl spille en afgørende rolle i vores endelige underkastelse, men de vil kun blive ansat på en stor skala, hvis og når vores vilje og evne til at modstå er blevet undermineret af andre - "fredelige" - betyder.

Hvem er vi?

Her og nu kan vi identificere tre opgaver:

1. Vi skal definere, hvem er "vi", som Umma forsøger at undertrykke, og som derfor skal forsvare sig selv. Det må vi vide, at være i stand til at identificere vores potentielle allierede.

Klart, at vi ikke kan defineres som "hvid", "europæere", "vesterlændinge", "Christian", "folk af græsk-romerske og jødisk-kristen baggrund" eller lignende. Folk montering disse beskrivelser er sikkert fremtrædende i vores rækker, men så har vi mange andre venner, der ikke passer til disse etiketter.

Det fælles kendetegn for alle dem, der har nægtet at acceptere det åg af islam, er netop, at de er fast besluttet på at bevare vores frihed, eller genvinde den, hvis den er gået tabt. Lidt mere kan siges om dem som et kollektiv.

Så hvad der vil være den paraply, hvorunder modstandsfolk kan samle? Det kan ikke og bør ikke være "hvidhed", "europæiskhed", etnicitet eller endda kristendommen - men bestemt kristne utvivlsomt vil spille en afgørende rolle i vores modoffensiv.

Vores mest sandsynlige banner vil være en genoplivet følelse af nationalitet, hvilket er en langt mere omfattende begreb end nogen af de ovennævnte. Så vi vil forsvare os selv som en alliance af ligesindede nationer som det har været tilfældet mange gange før

2. I den sandsynlige tilfælde, at dele af Europa - og sandsynligvis også dele af andre vestlige lande som USA, Canada og Australien - vil gå tabt til parallelsamfund uden for vores politiske og retslig kontrol - i hvert fald midlertidigt - er vi nødt til at definere realistiske mål for vores defensiv strategi.

Det er tydeligvis ikke nok for vælgerne i de demokratiske lande til at vælge nye regeringer selv hvis de lover at dæmme op for oversvømmelse af Umma-medlemmer eller til at modstå islamisering af vores lande. Mange af vores institutioner har allerede svækket i en grad, hvor de faktisk er blevet forvandlet til bastioner for vore fjender, og der er meget lidt nogen regering, hvor velmente det kan være, kan gøre for at modvirke den skadelige indflydelse i mangel af en uafhængig og bestemmes folkelige modstand.

Igen er det den menige mand og den selvorganiserede evne til det civile samfund, der tæller i det lange løb.

Dhimmification har ramt mange af vores universiteter og nogle steder endda vores offentlige skoler, domstole, offentlig administration, store dele af medierne, internationale organisationer som FN og EU, en række fremtrædende transnationale NGO'er, fagforeninger, kvinde - bevægelser, kulturelle institutioner og, i stigende grad, store banker og selskaber, der har været trængt af Umma kapital.

I denne situation - som er bundet til at blive meget værre - hvad der kunne være vores mål på kort, mellemlang og lang sigt?

Måske vi må indse, at det ikke længere er muligt at bevare friheden i alle vores nationale områder, men at vi bliver tvunget til at opgive kontrollen over dele af dem.

3. Vi har brug for at udvikle en strategi, der kan tillade os at nå vores mål. Det betyder, at vi skal udvikle en omfattende og dyb strategi lig med islam. Denne strategi skal tage højde for, at nogle af vores offentlige og private institutioner kan vælge at holde med vores fjender, hvis vi ikke tvinge dem til side med os.

En succesfuld defensiv strategi kan blive nødvendigt at oprette parallelle institutioner under vores kontrol ledsaget af civil ulydighed over for de officielle, dhimmified dem - som er en klassisk begivenhed i besatte lande.

Vi vil uden tvivl nyde godt af en undersøgelse af modus operandi primært europæiske modstandsbevægelser under 2. Verdenskrig om vores nuværende situation er langt mere ildevarslende mindst på lang sigt.

Talen blev leveret på 2007 Counterjihad konference i Europa-Parlamentet, Altiero Spinelli-Bygningen, i Bruxelles, den 18. oktober 2007.

1 - Lars Hedegaard: "Væksten i islam i Danmark og fremtiden for Sekularisme" trykt i Kurt Almqvist (red.): en sekulær stat og islam i Europa: Perspektiver fra Engelsberg Seminar 2006. Stockholm (Axel og Margaret Johnson Foundation) 2007. Lars Hedegaard: "The Cartoon Jihad og komme parallelsamfund", der offentliggøres i hollandsk. Begge bidrag er genoptrykt i den nuværende udstedelse af Sappho.dk.