 |
|
|
 |
|
|
|
 |
 TROVÆRDIGHED www.sagenskerne.dk
Præsenteret her 26. december 2009
Sappho Efter stormen
Af Katrine Winkel Holm, næstformand i Trykkefrihedsselskabet
Samtidig med at en snestorm ramte store dele af landet, ramte en mediestorm Trykkefrihedsselskabet, upraktisk nok tre dage inden jul.
Jeg behøver næppe repetere de uhyrlige påstande, der har verseret i pressen: Lars Hedegaard mente, hed det sig, at alle muslimer løj og voldtog deres børn, han var derudover tilhænger af lynchninger og – lød det senere - opfordrede til selvjustits og til dannelsen af parallelsamfund. Derfor burde Selskabets bestyrelse afsætte Lars Hedegaard som formand, lød opfordringen fra kampagnens hovedarkitekt, berlingske-bloggeren Niels Krause Kjær.
Som næstformand i foreningen har jeg under forløbet lagt vægt på én ting: Selskabet er en ytringsfrihedsorganisation, ikke et parti eller en meningsklub. Det betyder bl.a. at vi ikke ejer vores formand. Vi kan ikke kræve, at han skal mene det ene eller det andet om islam, EU, feminisme, finanskrise eller andet for Selskabets skyld.
Vi kan forlange, at han forsvarer ytringsfriheden på de præmisser, foreningen har opstillet. Det er alt. Herudover er uenighed blandt foreningens medlemmer for en dyd at regne.
Derfor har jeg gennem hele mediestormen insisteret på ikke at have en mening om Lars’ udtalelser om voldtægt af muslimske piger. Af den grund, at han hele tiden har udtalt sig som privatperson, ikke som TFS-formand om et emne, der falder uden for TFS’s opgaveområde.
Jeg har villet forsvare formandens ytringsfrihed og samtidig slå fast, at Selskabet ikke er et kollektiv.
Der er nogen, der mener, at skellet mellem privatpersonen Lars og TFS-formanden Lars ikke kan opretholdes, fordi medierne ser hen over det. Det er meget vel muligt. Medierne er per definition overfladiske. Men ikke desto mindre er det fuldstændigt afgørende, at vi selv opretholder det skel.
Gør vi ikke det, kvæler vi åndsfriheden og virkelysten i Trykkefrihedsselskabet.
Det, som vi i bestyrelsen kunne kræve, var en orientering om, hvad Lars faktisk havde sagt og ment med sine udtalelser. Det har vi og Sapphos læsere fået og så kan vi, der gider sætte os ind i sagerne selv se, hvad der er fup og hvad der er fakta (der er meget fup).
Længere er den sag ikke.
Når det gælder påstanden om, at Lars opfordrer til lynchninger og selvjustits, forholder det sig til gengæld helt anderledes.
Lynchninger er mord; selvjustits er anarki og attentat på retsstaten.
Hvis en formand for Trykkefrihedsselskabet opfordrer til den slags i dag, er han ikke formand for Trykkefrihedsselskabet i morgen.
Jeg satte mig derfor midt i juletravlheden og nærlæste Lars’ famøse køkkenbords-interview samt talen fra Bryssel 2007 og det bekræftede blot, hvad jeg formodede i forvejen. Det er lodret løgn, når Krause Kjær hævder, at Lars ønsker eller opfordrer til lynchninger. Påstanden er dybt kompromitterende for Niels Krause Kjær, der har afsløret sig selv som en løgner og propagandist.
Er han en anstændig borgerlig, beder jeg til, at jeg er uanstændig.
Og selvfølgelig går Lars, der i al den tid jeg har kendt ham, har været en stålstat forsvarer for retsstaten, heller ikke ind for selvjustits. At Klaus Wivel og Jesper Vind Jensen i det seneste nummer af Weekendavisen bringer denne historie til torvs, siger mere om deres overfladiskhed om Lars’ holdninger.
Det er korrekt, at Lars i talen fra Bryssel omtaler parallelle institutioner på en måde, der umiddelbart virker dubiøs. Men læser man hele talen, forstår man sammenhængen: Det hele handler om, hvad man gør den dag, retssamfundet er brudt sammen og staten har abdiceret. Hvad gør man, når institutionerne, der skal sikre lov og ret, er dhimmificeret og loven altså erstattet af sharia?
Vi er med andre ord ude i noget hypotetisk og fremtidigt, og her er det så, Lars efterlyser oaser, hvor retssamfundet kan ånde som en nødvendig modvægt til den islamiske retsorden. Når uretsstaten har taget over, må man skabe parallelle institutioner, hvor retsstaten kan overleve.
Hensigten er med andre ord at forsvare retsstaten, ikke at undergrave den. Hensigten er at modvirke parallelsamfund, ikke at danne dem.
Med sin velkendte pessimisme forudser Lars den vestlige retsordens snarlige endeligt. Jeg mener, håber og tror, han ser alt for dystert på denne side af sagen, men det er en helt anden diskussion.
Konklusionen er altså, at der ikke er fugls føde på de anklager mod Lars, som havde relevans for Trykkefrihedsselskabets næstformand, bestyrelse og medlemmer.
Han har været udsat for et usmageligt forsøg på karaktermord, der ikke i substansen adskiller sig fra det, Henrik Gade Jensen var ude for i sin tid. Forskellen er, at Lars ikke er blevet gået.
Trykkefrihedsselskabets bestyrelse fik nemlig lejlighed til at vise, at den kan modstå en mediestorm.
Jeg tror, mange har været forvirrede og usikre, fordi der er føget så vilde, giftige og voldsomme beskyldninger og ”citater” gennem luften.
I hvert fald har vi konstateret, at tre medlemmer af TFS-rådet har forladt os. Det gælder Naser Khader, Søren Pind og Kathrine Lilleør. Den sidste hævder godt nok, at hun er blevet smidt ud og strøget af listen, en historie, der ryddede avisernes netforsider i en nyhedsfattig tid. Ak ja, flere dage flere dage efter denne historie stod hun stadig på listen over TFS-rådsmedlemmer på vores hjemmeside.
Men da hun i medierne stiller det ultimatum at vi må vælge mellem hende og Lars Hedegaard, så fortolkede jeg det som et ønske om exit.
Vi er kede af, at de går, men fortsætter selvfølgelig ufortrødent vores arbejde uden dem.
Selv om det er altafgørende at skelne mellem privatpersonen Lars Hedegaard og TFS-formanden Lars Hedegaard, er det jo ingen hemmelighed, at der er et personsammenfald. Derfor er det i sidste ende et spørgsmål om tillid, hvad man ender med at konkludere i en situation som denne, hvor Lars forsøges presset ud.
Lad mig, der har arbejdet tæt sammen med Lars gennem fem år, til slut give min personlige vurdering.
Lars Hedegaard er en højt begavet intellektuel med et stort moralsk mod. Han har sat omdømme og karriere på spil for at kunne se sig selv i spejlet og sige sandheden om islam, sådan som han som historiker har studeret sig frem til den. Det lyder flot, men er ret svært. Der er en del derude, der lister rundt i krogene og hvisker de samme ting som Lars, men få, der tør sige dem højt og tage tæskene.
Som formand for Trykkefrihedsselskabet skal man kunne klare at få tæsk. Det har Lars gang på gang bevist, at han kan.
Jeg vil ikke påstå, at han er fejlfri og havde personligt gerne været det underlige dogme-interview på Snaphanen foruden.
Men jeg vil påstå, at det karaktermord, Lars er genstand for i dag, vil enhver af os kunne blive genstand for i morgen.
Trykkefrihedsselskabet bliver muligvis angrebet pga. Lars. Men Lars bliver sandelig også angrebet pga. Trykkefrihedsselskabet.
Det er Selskabet, de vil have ud over afgrunden. Det er derfor, de går efter formanden.
På den baggrund er det stjernenaivt at tro, at en anden formand vil kunne undgå mediestorme som denne.
På generalforsamlingen til marts er hele bestyrelsen, herunder formandskabet, på valg.
Jeg stemmer på Lars Hedegaard som formand. Der er ingen i Trykkefrihedsselskabet med samme civil courage, intellektuelt format, stamina og driftsikkerhed som han.
Skulle det gå så galt, at Lars Hedegaard bliver væltet som formand, går jeg af som næstformand. Citat slut.
Tja, hvad skal man mene, og = på hvilken baggrund ???
Udsigt fra sumpen
Hvornår begynder 180Grader at forholde sig til denne verdens realiteter?
20. december 2009 Lars Hedegaard
Så er fanden løs igen. I anledning af Mogens Camres og min nyligt udsendte bog 1400 års krigen har Asger Trier Engberg interviewet mig til Snaphanen hvilket har fået bloggeren Lars Pilegård, der beskriver sig som bl.a. antiimperialist, til at anklage mig for at tage til orde for "oprør, lynchninger og krig". Disse opsigtsvækkende beskyldninger har gjort så stort indtryk på Ole Birk Olesen, at han har fundet dem værdige til optagelse på 180Grader.
Inden disse skrøner vinder alt for stor udbredelse, må jeg hellere opfordre alle til selv at høre interviewet. De vil her kunne overtyde sig om, at jeg naturligvis hverken har opfordret til lynchninger eller krig. Det er noget Lars Pilegård har fundet på, og det er en gratis omgang, idet der her i landet er frit slag for alle mulige beskyldninger, blot man sørger for at betegne den angrebne person som medlem af "den rablende rabiate højrefløjssump", hvor Pilegård da også skynder sig at få mig anbragt.
Erobringspligt
Hvad jeg derimod gør opmærksom på i såvel interviewet som i bogen er, at islam – altså religionen eller ideologien, om man vil – i sin grundforståelse rummer en krigserklæring til alle, der ikke vil bøje sig for islams af gud beordrede pligt til at herske overalt. At det forholder sig sådan, står uden for diskussion. Denne centrale iagttagelse er til overmål dokumenteret ikke bare i Camres og min bog, men i talløse andre værker, der citerer islams kanoniske skrifter og anerkendte talsmænd gennem 1400 år. Og der findes mig bekendt ikke en eneste nulevende, autoritativ talsmand med bemyndigelse til at udlægge læren (en alim), der siger noget andet.
Og det er jo ikke så underligt, idet det ville forudsætte et radikalt opgør med de befalinger, der er nedlagt i Koranen, hadith'en, i læren fra sunni-islams fire anerkendte retsskoler, i Koran-kommentarerne mv.
Men at have peget på denne mildest talt interessante omstændighed ved Muhammeds verdensopfattelse er altså i Pilegårds og åbenbart også Ole Birk Olesens optik lig med at erklære krig mod islam. Med andre ord: den der gengiver, hvad muslimske talsmænd gennem 1400 år har ytret om deres egne planer og religiøse forpligtelse, er ansvarlig for den krig, som Muhammed har beordret dem til at føre mod enhver, der ikke vil bøje sig for hans totalitære system. Den angrebne bliver aggressor, så snart han erkender at være under angreb og træffer foranstaltninger til at forsvare sig. (Det svarer i øvrigt ganske til den opfattelse, der fremgår af islams kanoniske skrifter: Den angrebne er selv ansvarlig for den krig, islam påfører ham, fordi han jo bare kan overgive sig.) Og – hvis jeg forstår Pilegårds tankegang ret – så ville den islamiske ideologi ikke rumme noget erobringspotentiale eller nogen erobringspligt, bare vi andre holdt op med at citere, hvad islams ledere siger om sig selv.
Kulturimperialisme
I virkeligheden bygger Lars Pilegårds erklærede "antiimperialisme" på den kulturimperialistiske opfattelse, at vi her i Vesten er overmennesker, der kan bestemme, hvad de stakkels indfødte i den muslimske verden samt deres udflyttere i Vesten skal tro og mene. Selvom de bøger, som de anser for hellige, er fulde af krigsopfordringer, og selv om det historisk kan vises, at disse opfordringer i stort omfang er blevet fulgt, så er det alt sammen vores skyld.
Jeg havde for et par måneder siden lejlighed til at spise til middag med vestlig islam-forsknings store gamle mand, professor Bernard Lewis fra Princeton. Jeg spurgte ham, hvad han mente om udsigterne for konfrontationen mellem islam og Vesten, og han lød ikke synderligt optimistisk. Den første betingelse for at kunne vinde denne kamp måtte i det mindste være, at vi her i Vesten erkendte at være under angreb, og det så han få tegn på, at Vesten havde gjort.
Godt at Lewis ikke er kommet i kløerne på Pilegård og Olesen. Så ville også han sidde i den sorte gryde.
Vi taler om islam
I såvel 1400 års krigen som i interviewet har jeg omhyggeligt understreget, at jeg taler om islam og ikke om muslimer. I interviewet bliver jeg spurgt, om jeg tror, at alle muslimer er parate til at deltage i vore dages den hellige krig, jihad – som jeg i øvrigt gør opmærksom på, ikke længere primært føres med militære midler.
Jeg svarer, at jeg ikke ved, om alle muslimer er parate til det, eller om de overhovedet støtter tanken. Det eneste jeg ved er, at islams kanoniske skrifter angiver den personlige deltagelse i jihad som den uomgængelige vej til frelsen, og at en sådan prædiken ikke kan undgå at øve betydelig indflydelse på de troende.
Det er jeg forfærdelig ked af. Jeg synes også, det er synd for de hundreder af millioner af børn af muslimske børn, der bliver indoktrineret med den opfattelse, at de er fortabte, hvis de lader sig integrere i vantro samfund og således giver køb på deres pligt til at bidrage til islams magtovertagelse.
Men det er altså ikke mig, der har fundet på islams trosforestillinger eller ønsket, at børnene skulle opdrages på den måde.
Løsningen
Man kunne sagtens forestille sig en løsning på problemerne. Alt hvad imamerne og islams retslærde – ulema – behøvede at gøre, var at erklære, at islam ikke rummer nogen erobringspligt, og at man altså hidtil har mistolket de hellige skrifter; at det ikke kan have været guds mening, at kvinder skulle stå under opsyn af en værge hele livet; at muslimer kan gifte sig med hvem de vil; at de frit kan skifte religion uden at skulle risikere dødsstraf; og at der i islam er samme ret til religionskritik, som den vi har accepteret inden for kristendommen og jødedommen. Hvis de ikke bare sagde alt det, men praktiserede det, ville der ikke være noget problem. Krigen ville være afblæst.
Jeg erkender, at det vil være en meget vanskelig opgave, fordi enhver normal læsning af skrifterne og ethvert studium af islams tusindårige praksis må føre til den modsatte opfattelse. Jeg ved dog, at der findes muslimer, der arbejder for en sådan radikal omfortolkning. Foreløbig får de ikke et ben til jorden, så jeg er nødt til at forholde mig til den islam, der faktisk prædikes, og ikke til den, man kunne ønske sig.
Desværre bugner det med eksempler på, at imamerne og ulema fastholder islams erobringspligt. 1400 års krigen bringer side op og side ned med beviser på dette. Vil Pilegård og Olesen forholde sig til det?
Familievoldtægter
Så går det også de herrer på, at jeg har omtalt et af de største tabuer, nemlig at familievoldtægter af muslimske piger er et alvorligt og udbredt fænomen. Det er naturligvis ikke noget, der foregår i hver eneste muslimske familie. Jeg hævder heller ikke, at det foregår i de fleste. Men jeg er nødt til at forholde mig til de indikationer, der foreligger.
Nogen dækkende undersøgelse af problemets præcise omfang findes af gode grunde ikke, for hvem vil sige, at de har begået voldtægt, og hvor mange piger – og i visse tilfælde drenge – vil fortælle, at det er overgået dem? Meget af materialet er derfor anekdotisk eller vedrører forholdene i enkelte lande.
Læs f.eks. beskrivelsen af, hvordan man i det somaliske miljø i Norge behandler sine pigebørn i Amal Adens bog Se oss (Aschehoug 2008), hvor hovedpersonen bliver voldtaget af sin onkel, mens både faderen og moderen kikker den anden vej. Om denne skildring bemærker den norske børneombudsmand Reidar Hjermann, at "hvis bare noget i den bog stemmer, har vi et vigtigt job at gøre". Det havde han vel ikke sagt, hvis han antog, at der var tale om et enkeltstående tilfælde.
I sin erindringsbog Meyebela: My Bengali Girlhood – A Memoir of Growing up Female in a Muslim World (Steerforth Press 1998) beskriver Taslima Nasrin, hvordan hun ved to separate lejligheder blev voldtaget af sine onkler. Hvor mange bengalske piger har oplevet noget lignende – uden at turde fortælle det? Nasrins mod og åbenhjertighed medførte, at hun måtte flygte for sit liv og fortsat lever i eksil i Vesten.
En amerikansk undersøgelse, der i 1993 blev gennemført på initiativ af North American Council for Muslim Women, tydede på, at vold i hjemmet (der omfattede alt fra prygl til incest) mod muslimske kvinder og børn forekom i 10 pct. af den muslimske befolkning
I 2006 var der en diskussion i web-magasinet FrontPageMagazine, hvor den tyske islam-ekspert Hans-Peter Raddatz fremholdt, at incest og voldtægt er et af islams største problemer. Raddatz fik støtte af psykiateren og arabisten Nancy Kobrin, der mener, at "den arabisk-muslimske kultur pr. definition fremmer en incestuøs familie, en 'lukket cirkel'". Kobrin henviser bl.a. til den arabiske sexolog Abdelwahab Bouhdibas værk Sexuality in Islam, hvis franske udgave udkom i 1975.
I et diskussionsindlæg affødt af Pilegård-posteringen på 180Grader gør Jette Dali opmærksom på en kronik (Politiken 24.10.2004) af Naser Khaders halvsøster, sygeplejersken og socialrådgiveren Kristina Uddin, der pegede på, at muslimske piger bliver voldtaget eller udsat for overgreb af deres nærmeste familie. I den forbindelse rettede Uddin et lammende angreb på majoritetssamfundet for at svigte.
Hvad mener Pilegård og Olesen om det? Tilhører Kristina Uddin den rablende højresump, eller er hun som muslim undtaget fra kritik?
Den mest omfattende oversigt, jeg kender til, Crimes of the Community: Honour-based violence inthe UK , blev i 2008 udsendt af det engelske Centre for Social Cohesion. I konklusionen hedder det: "Dette studie viser, at æresdrab, vold i hjemmet, tvangsægteskaber og kønslemlæstelse af kvinder ikke er isolerede fænomener, men snarere led i et selv-reproducerende socialt system bygget på ideer om ære og kulturel, etnisk og religiøs overlegenhed. Som resultat af disse ideer bliver kvinder rundt om i Storbritannien hver dag truet med fysisk vold, voldtægt, død, lemlæstelse, bortførelse, bedøvelse med stoffer, fængsling på opdigtet grundlag, forbud mod at tage en uddannelse og tvangsægteskab – af deres egne familier. Dette er ikke et engangsproblem, der kan forklares med, at førstegenerations-indvandrere medbringer hjemlandets skikke til Storbritannien. Snarere er den æresrelaterede vold stort set et hjemmegroet og selv-reproducerende fænomen, som udøves af tredje- og fjerdegenerations-indvandrere, der er vokset op og har fået deres uddannelse i Storbritannien."
Videre i undersøgelsen hedder det: "Aktivister i det arabiske miljø mener, at æresrelateret vold i hjemmet ofte forekommer, hvis en kvinde nægter at bøje sig for sin mands, brors eller forældres autoritet. Mohammed Baleela, der er projektarbejder ved Domestic Violence Intervention Project i Hammersmith i Vestlondon, siger: 'Vold i hjemmet er et enormt problem. Jeg vil anslå, at 60 pct. af de arabiske familier lider under vold i hjemmet. Hovedproblemet er miljøets manglende opmærksomhed på volden og dens resultater. ... En arabisk-talende kvinde ønsker ikke at blive betragtet som den, der har opløst familien. Ledere inden for miljøet og imamer anser det for meget vigtigere at holde sammen på familien'."
Blandt undersøgelsens eksempler på vold er mordet på Banaz Mahmod, der blev voldtaget og tævet i et bevidst forsøg på at ydmyge hende. Efter ordre fra hendes far blev hun af sine mordere klædt nøgen og derefter voldtaget i to timer i familiens hjem, inden hun blev garrotteret.
Heldigvis ser det ud til, at i det mindste dele af det officielle retssystem er ved at vågne op til det ansvar, de så tydeligt har negligeret i årtier. Her i december 2009 idømte en domstol i London Mehmet Goren 22 års fængsel for i 1999 at have æresdræbt sin 15-årige datter Tulay, efter at hun forgæves havde søgt beskyttelse hos politiet. Tulays forbrydelse var, at hun havde fået en kæreste, hvilket efter faderens opfattelse havde gjort hende til en "værdiløs vare", der ikke længere kunne indbringe ham de 5000 pund i medgift, som han havde sat næsen op efter. Afgørende for domfældelsen var, at Gorens kone i retten vidnede om 30 års systematisk vold i hjemmet
Undersøgelsen fra Centre for Social Cohesion anslår i øvrigt, at mere end 98.000 kvinder i Storbritannien enten har været udsat for kønslemlæstelse eller har risiko for at blive kønslemlæstet, og at 65.000 allerede er blevet lemlæstet.
Oprør – ja tak
I et land, hvor vi ustandseligt læser historier om "oprør i Venstres bagland" eller "oprør i den konservative folketingsgruppe", mener 180Graders blogger Lars Pilegård, at det er forfærdeligt og frygteligt højreekstremistisk, at jeg i interviewet siger, at det kan blive nødvendigt med et folkeligt oprør, hvis ikke myndighederne, der har forpligtet sig til at hævde den grundlovssikrede orden, skrider ind mod den slags overgreb. Han får det som sagt til, at jeg skulle gå ind for lynchninger, og Ole Birk Olesen finder den slags værdigt til at bringe i sin netavis. Ak ja.
For nogle år siden stod tre norske indvandrerpiger frem og truede den norske stat med en retssag, hvis den ikke ydede dem samme beskyttelse mod overgreb som alle andre kan påkalde sig. Så vidt jeg husker, skete der ikke videre i sagen.
Men jeg kunne ikke være mere enig med pigerne. Frihedsrettighederne og statens ansvar for at værne om dem gælder alle.
ET NIELS KRAUSE KJÆR = BLOG - OPLÆG
Af Niels Krause-Kjær
Søndag den 20. december 2009 kl. 20:58 Dette blogindlæg handler kun indirekte om Trykkefrihedsselskabets formand, den tidligere trotskist, nu indædte højrefløjsmand og islamkritiker Lars Hedegaard. Han synes, som det endegyldigt turde fremgå, udenfor rækkevidde. Indlægget handler om de mennesker i Trykkefrihedsselskabet, som efter dette ikke enten vælter ham eller forlader selskabet. Baggrunden er, at Lars Hedegaard i et længere videointerview givet sin uforbeholdne mening om muslimske familieværdier. Internetavisen 180grader.dk har kritisk refereret dele af interviewet. Lars Hedegaard siger blandt andet: “De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far. […] De er ikke mennesker. Deres funktion er som livmoder - de bærer krigernes afkom og skaber nye krigere, men ellers … Nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi.” Beruset af stemningen fortæller Lars Hedegaard i videointerviewet videre om sit syn på forholdene i den vestlige verden. Tilsyneladende har han ikke glemt sin revolutionære fortid på den ikke-demokratiske venstrefløj. Nu er han ligeså langt ude blot på højrefløjen. På 180grader.dk er der et uddrag af interviewet, hvor Lars Hedegaard opfordrer til eller i det mindste ønsker et oprør og - sådan må man læse det - en slags lynchning på grund af den muslimske indvandring. Her gengivet på engelsk, som interviewet foregik på: “[…] Our leaders do not take this seriously and I am afraid that it will take a public uprising before they will take this seriously. But they must. After the German occupation of Denmark there were quite a few who had collaborated with the enemy who came into very hot water. The same thing could happen here… This cannot be solved with a compromise, it’s either our civilisation or their non-civilisation and barbarism. Our two ways of life are like fire and water. One of them must be victorious.” Det sagde han! Og nu er vi så fremme ved snorene, hvor selskabets næstformand, Søren Krarups datter Kathrine Winkel Holm, de øvrige medlemmer af bestyrelsen, inklusiv folketingskandidat for Dansk Folkeparti Jette Dali, tidligere medlem af Etisk Råd Kit Louise Strand og alle andre medlemmer eller medløbere i selskabet må beslutte sig. Og det er egentlig ikke så svært. Enten er de med Lars Hedegaard eller også er de imod ham. Der er således tre muligheder. 1) De er enige med deres formand. 2) De er uenige og vælter ham omgående. 3) De er uenige og forlader selskabet omgående. For Jette Dalis vedkommende må man gå ud fra, at hendes fortsatte folketingskandidatur for DF afhænger af, hvad hun vælger. Der er ikke noget midt imellem. Hvad gør I? Citat slut
Jeg giver min opbakning til Hr = LARS HEDEGAARD
Jeg opfatter TRYKKEFRIHEDS-SELSKABETS aktiviteter som en advarsel til Det Danske Samfunds Politiske ledere. Om de vil lytte til advarslen, kan betyde forskellen mellem Danmarks forsatte beståen, eller Danmarks tilintegørelse ???
Hr Niels Krause Kjær
Er islam en militær hær forklædt som Religion ???
Men de over 700 blogindlæg, kunne måske inspirere Hr Niels Krause Kjær til, at studere Koranens indhold lidt dybere ??? Har Hr Niels Krause Kjær nogensinde forsøgt, at analysere, om islam for 1400 år siden startede som en erobringshær = forklædt som religion, og derefter fulgt islams historiske udvikling igennem 1400 år, og islams måde, at indføre deres ( militære love på ) og stadig forklædt som religion.
Hvem har magten i islam i de 57 muslimske lande, der er medlem af OIC. Er det imanerne der har magten, eller de statsledere der er valgt ??? Har Hr Niels Krause Kjær læst nogle bøger, om islam, som han kan nævne, som gør ham kompetent til, at have en mening om islams udvikling igennem 1400 år ??? Er islam en ideologi uden fædreland ???
Ved Hr Niels Krause Kjær nok om islam til, at give et svar på dette spørgsmål ???
Skylder Hr Niels Krause Kjær sine børn og børnebørn, at finde svaret på dette spørgsmål ??? Har vi i Danmark og i flere EU-Lande en hær stående i Danmark, der er forklædt som en religion ??? Hvis det er tilfældet, vil Hr Niels Krause Kjær, så ikke stå tilbage som = KOMISKE ALI , hvis det viser sig, at være tilfældet ??? Har Hr Niels Krause Kjær overvejet, at besøge www.kulturpartiet.dk for at finde tilgængelige bøger på dansk, for at finde virkelighedens fakta om islam, de fakta som er tilgængelige på dansk ??? Det er muligt, at disse oplysninger kan få afgørende indflydelse på Hr. Niels Krause Kjærs børn eller børnebørns fremtid ??? Hvem kan forholde sig til virkelighedens politiske opgaver, hvis vore Politikere benægter at analysere = om disse advarsler har hold i virkeligheden ???
Med venlig hilsen = Poul Leo Nielsen
|
|
|
|
|
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig!
Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE
|