Af RALF PITTELKOW, politisk kommentator

Offentliggjort 21.12.09 kl. 11:52

 

 

I Danmark har vi en tyrkertro på, at man kan løse problemer ved at tale dem pænt og ordentligt igennem med hinanden. Det kan man også ganske ofte, fordi vi har et fælles værdigrundlag og en kulturtradition, der giver gode muligheder for enighed.

Men jævnligt begår man den fejl at diskutere internationale forhold, som om de fungerede på samme måde. Som nu klimakonferencen i København. En række røster kritiserer statsminister Lars Løkke Rasmussen for at have medskyld i det beskedne resultat, fordi han ikke lyttede nok til blandt andet udviklingslandene.

Det var "Mission Impossible"
Kendsgerningen er imidlertid, at konferencen ikke blev til mere, fordi der var stærke kræfter, der ikke ønskede, at den skulle blive til mere. I den forstand var Løkke og Connie Hedegaard på en ”Mission Impossible”.

Undervejs optrådte en række udviklingslande i en direkte saboterende rolle. Det skyldtes ikke bare, at Løkke efter deres mening tilbød dem for lidt, eller at han ikke var venlig nok mod deres talsmand, Lumumba fra det brutale regime i Sudan.

Nogle af disse G77-lande var ikke interesserede i en aftale. Den hårdeste modstand mod Løkke kom således fra oliestater som Sudan og Venezuela, der ikke ønsker en klimapolitik, som reducerer olieforbruget. Andre antivestlige lande som Bolivia, Cuba og Nicaragua slog følge.

Kineserne fik hvad de kom efter
Andre G77-lande vurderede, at København ikke blev stedet for en stor aftale, og derfor valgte de at føre demonstrationspolitik. En stormagt som Kina, der har gode forbindelser til mange udviklingslande, kunne have påvirket deres holdning. Men det var kineserne ikke indstillet på.

Løkke kunne heller ikke have ændret konferencens forløb ved at opføre sig anderledes over for Kina. Ministerpræsident Wen Jiabao ønskede ikke en vidtrækkende aftale, der kunne lægge væsentlige bindinger på Kina. Kineserne fik, hvad de kom efter, og erklærer sig da også godt tilfredse.

USA’s præsident Barack Obama var heller ikke parat til at give større indrømmelser for at opnå en omfattende aftale. Med det beskedne resultat undgik han at provokere Kongressen, samtidig med at han kan score point på at erklære, at han gerne ville være nået længere.

Om han havde hoppet eller danset...
Klimakonferencens løse aftale var et resultat af benhårde interesser, som Løkke havde uendelig ringe indflydelse på. Han kunne have sunget, han kunne have danset, han kunne have pludret indsmiskende til parterne – det havde ikke ændret noget væsentligt.

Forestillingen om, at konferencen kunne være endt meget anderledes, hvis Løkke havde lyttet noget mere, er naiv og selvovervurderende.

Skal man kritisere Løkke og Hedegaard for noget, må det være, at de også havde en snert af naiviteten og selvovervurderingen. De kastede sig ud i et forsøg på at bringe konferencen betydeligt længere, men set i bagklogskabens lys var der ikke basis for dette hos de afgørende parter. Måske gik man især fejl af Kinas position.

Løkke/Hedegaard kæmpede hårdt
Det medførte en del ballade, som er blevet brugt mod specielt Løkke. Men meget af dette er urimeligt. Løkke og Hedegaard har kæmpet hårdt for sagen, og selv om der var en vis fejlvurdering undervejs, så var den ikke årsag til konferencens udfald.

Vi danskere glemmer undertiden, at verden derude rummer rå magt, hårde interesser og folk som Lumumba fra Sudan.