FORGIFTEDE KILDER
FORGIFTEDE KILDER www.sagenskerne.dk

Præsenteret her  19. december  2009

Forgiftede kilder


En af Herkules' syv opgaver var at gøre rent i Kong Augias' stalde, hvor der ikke var blevet muget ud i tredive år. Det gjorde han ved at føre to floder igennem dem for at lede rent vand ind. Dejligt rent vand. Det er også  det, der er brug for i de opslags- og undervisningskilder, som kommende generationer skal drikke af. Mange af disse kilder er politisk forgiftede

17. december 2009           

Af Geoffrey Cain, forfatter, cand.mag. et art. 

Efter mange års tøven endte udgiverne af den Danske Encyklopædi med at erkende dens politiske slagside. "37 linjer om højreekstremisme. Nul linjer om venstreekstremisme", skrev Carsten Andersen i Politiken 25. november 2006. Gyldendals berømmede værk var vindt og skævt. Tre år efter udgivelsen kom der en ny og meget mere balanceret netudgave med tallene for kommunismens massemord, som den oprindelige Encyklopædi tilfældigvis havde overset.  

Netudgaven skulle mao. gøre Encyklopædiens mange fordrejninger mht. kommunismen godt igen, men indslag om Mellemøsten har ikke fået et tilsvarende korrigering. Og det er lige så tiltrængt, fordi forfatterne tager diskret parti for araberne og lige så diskret parti mod Israel.  

Se f.eks. dr. phil. Jørgen Bæk Simonsens redegørelse for krigene mellem Israel og de arabiske lande. De skyldtes, skriver han, opgør i 30´erne mellem "bevæbnede palæstinensiske grupper og bevæbnede grupper af jødiske indvandrere". Hvilket nærmest må betyde, at de var lige gode om det, og JBS fortsætter i samme stil: "Baggrunden for disse kampe og for de senere krige mellem de arabiske stater og Israel var dybe uoverensstemmelser om det legitime grundlag for den jødiske índvandring under det engelske mandat over Palæstina 1920 og om det legitime grundlag for staten Israel."

Sådan ridses problemstillingen op. Tilsyneladende meget moderat og fornuftigt, men det legitime grundlag for staten Israel var Storbritanniens mandat til at oprette et nationalt hjem for jøderne i et lille hjørne af det område, som Storbritannien – med araberes og jøders hjælp – havde taget fra Det Osmanniske rige. Dette mandat blev givet til det sejrende Storbritannien af Folkeforbundet efter kejsertysklands og dets osmanniske allieredes nederlag, så det var legitimt nok. Bare ikke i Jørgen Bæk Simonsens øjne, hvad der allerede afsløres i sprogbrugen. Jøderne omtales som "indvandrere" trods det faktum, at mange af dem var født i landet, mens arabere omtales som "palæstinenserne", hvorved der antydes at de var landets oprindelige beboere.

Men det var først efter Uafhængighedskrigen i 1948, at ordet "palæstinenser" blev hæftet på araberne. Indtil da talte man om arabere og palæstinensere – de sidste forstået som Palæstina-mandatets jødiske indbyggere. (Jævnfør Palestine Post, nu Jerusalem Post, Palestine Philharmonics, nu Israel Philharmonics, Palphot, der bl.a. producerer postkort og billeder fra Israel og som er en forkortelse af Palestine Photos.)

Da det palæstinensiske landshold i bridge i 1936 vandt det asiatiske mesterskab i Indien, var det et hold af jøder, der vandt. I øvrigt var jøderne allerede i 1840 den største befolkningsgruppe i Jerusalem og udgjorde fra 1870 flertallet i byen.

Var de bevæbnede? Ikke i starten. Som man nok kan tænke sig, var de ikke opsat på at slås med nogen og kun interesserede i at opdyrke landet. Hvad Jørgen Bæk Simonsens udtryk "bevæbnede grupper af jødiske indvandrere" angår, opstod de ene og alene som selvforsvarsgrupper overfor de idelige overfald og massakrer på dem. I de første år var det kun almindelige røveroverfald, som man ansatte andre arabere til at beskytte sig imod, senere dannede jøderne egne grupper som Hashomer (”vogter”), der udviklede sig til Haganah, der betyder "Forsvar". Først efter de alvorlige arabiske angreb i 1929, opstod der jødiske grupper – som Haganah Bet, senere Irgun Zvai Leumi og Lehi – der selv angreb arabere. Og man forstår deres vrede. Under hvad man nærmest kan betegne som en pogrom i 1929 blev alene i byen Hebron 70 totalt forsvarsløse jøder dolket og nedsablet. Englænderes halvhjertede beskyttelse viste sig at være ganske utilstrækkelig.

Og så det store spørgsmål: Hvad var årsagen til hele denne ballade og derved til alle senere krige? Det var, antyder Jørgen Bæk Simonsen, jødernes tvivlsomme ret til at være der. Denne mistanke om "manglende legitimitet" smugles ind lige fra starten og fungerer derefter som et altforklarende facit. Ikke blot forklarer det alt, men det fungerer samtidig som en uudsagt opfordring til at fjerne det "illegitime" Israel, før der kan være fred. Er det en objektiv tilgang?

Bestemt ikke. Hvad der også tydeligt fremgår af indslaget om arabiske flygtninge. JBS kommer ikke selv ind på antallet, men indslaget "Palæstina" sætter tallet til ca. 700 000. Det er imidlertid ikke FNs tal. Ifølge FNs vurdering i 1949 var antallet af arabiske flygtninge 545.000, mens der i årene 1948-56 flygtede ca. 800.000 jøder fra de arabiske lande til Israel. Men Encyklopædien nævner dem ikke. Hvad der nok kan give stof til eftertanke.

Et leksikon, der forsøger at påvirke læsernes bevidsthed i en bestemt retning, er ikke kun et opslagsværk, men også sine steder en propagandaskrift affattet af politikere i forskerklæder. Det ser man ikke kun i Encyklopædien, men også i andre autoritative værker, hvor en angivelig kilde til ren viden ofte viser sig at være en forgiftet brønd. Formanden for Dansk Folkepartis Ungdom Kenneth Kristensen har dokumenteret, at der hersker samme forhold på skoleområdet. Hans bog Skolen i løgnen –løgnen i skolen, blev omtalt af journalist Ole Birk Olesen i Berlingske Tidende sidst i november 2006, hvor han ironisk opfattede skolernes skæve vinkling på følgende måde:

“At Dansk Folkeparti er del af en fremstormende nyfascisme i Europa ved enhver – som har haft samfundsfag i gymnasiet. At indvandrere slet ikke er mere kriminelle end danskere er soleklart – det lærer man i folkeskolens ældre klasser. I øvrigt ville vi slet ikke have haft mobiltelefoner i Danmark, hvis det ikke havde været for indvandrere – også det kan man lære i folkeskolen. De tre eksempler er alle fundet i danske skolebøger og gengivet i Kenneth Kristensens bog. Og der er mange flere eksempler: En bog om Mao nævner ikke de millioner af kinesere, som han lod slå ihjel. En bog om verdenshistorien sætter spørgsmålstegn ved, om Osama bin Laden havde noget med flyangrebet den 11. september at gøre. En bog om islam hævder, at islam ikke er en anerkendt religion i Danmark."  

Ole Birk Olesens interview i samme avis med skolebogsforfatter Gert Friisenberg får denne til at indrømme, at han nok ville skrive det anderledes i dag. Men nu er det naturligvis for sent. Er det alvorligt? Ja, det mener vi, det er. Og Kenneth Kristensen siger det meget klart.

"Min bog viser tydeligt, at der er en kraftig slagside til venstre i undervisningsbøgerne.Det gælder i forhold til den måde, som Dansk Folkeparti beskrives på, men det gælder også i forhold til beskrivelsen af kommunismen, dansk udlændingepolitik, Israel-Palæstina konflikten, USA og meget mere."

Og det er som sagt også min opfattelse. De brønde, intetanende sandhedssøgere drikker af, viser sig ofte at være forgiftet. Det grimme ord for den slags er indoktrinering eller sågar ”mind control”. Det gælder den første udgave af den Store Danske Encyklopædi (der ikke engang nævner Danmarks kendteste sovjetolog prof. Bent Jensen men vel 22 andre, mindre kendte Bent Jensener), og det gælder det meste af undervisningsmaterialet. Det første – efter vedholdende kritik – har man nu rettet lidt op på. Men hvad med det andet? Hvad med skolebøgerne? Hvem tør gå i gang med at afgifte dem?

Som klassisk orienterede læsere vil vide, var én af Herkules' syv opgaver at gøre rent i Kong Augias' stalde, hvor der ikke var blevet muget ud i tredive år. Det gjorde han ved at føre to floder igennem dem for at lede rent vand ind. Dejligt rent vand. Det er lige det, der er brug for i de opslags- og undervisningskilder som kommende generationer skal drikke af. Fordi mange af disse kilder er politisk forgiftede

Kan de renses på dette sene tidspunkt? Muligvis. Men der skal der nok mere end en Herkules til at klare opgaven.

Kommentar af dr. phil. Leon Nikulin

Jeg er meget enig med ovenstående, men vil gerne gøre opmærksom på, at i spørgsmål om Sovjetunionen er Lademanns leksikon lige så ensidigt som Den Store Danske Encyklopædi. Her nævnes ikke, at vigtige forfattere som Majakovskij, Vandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Babel, Kolcov m.fl. alle blev myrdet efter Kremls ordrer. Er mord dekreteret fra højeste sted en uvigtig detalje? Det standpunkt kan man vanskeligt forsvare al den stund, at visse amerikanske forfatteres kranke skæbne i McCarthy-tiden udførligt er nævnt i samme leksikon. Selv når Lademanns får sig til at nævne en likvidering i kommunistisk regi, bliver vægten lagt på individer og ikke på systemet.

Tilfældet Maxim Gorkij er et andet godt eksempel. Han var i manges øjne Sovjetperiodens allerstørste forfatter, men blev ikke desto mindre brutalt ryddet af vejen. Af hvem? Lademanns (bind 19, side 96) giver Josef Stalin hele æren herfor, til trods for at ordren til hans likvidering såvel som mordene på Majakovskij, Wandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Koltsov m.fl. kom fra politbureauet. On én – og kun én –af de likviderede forfattere – Jesienin – fortælles det, at han – måske! – blev myrdet af GPU (det senere KGB). Samme tilbageholdenhed viser Lademanns ikke overfor Joseph McCarthy, der gjorde livet surt for mange, dog uden nogensinde at komme i nærheden af  de metoder, der anvendtes i Sovjetunionen.

Dér ramte man ikke blot de implicerede, men også deres børn. Eksempelvis blev Maxim Gorkijs søn myrdet før sin far. Ikke desto mindre fremstiller Lademanns Gorkij som systemets mand, en digter der helt og holdent støttede det kommunistiske system, og som kun blev kendt i kraft af denne støtte. Men det er ikke rigtigt.

Gorkij var kendt længe før revolutionen og var bestemt ikke nogen kommunistisk klakør. Han afviste – men Lademanns fortæller os det ikke – et forslag fra Molotov om at skrive en lobhudling af Stalin i forbindelse med 55-årsdagen for diktatorens fødsel, og i revolutionens første år blev han stærkt kritiseret af Lenin, fordi Gorkij var modstander af politisk terror. Nu er der naturligvis ikke plads til alt i et populært leksikon som Lademanns, men det ville have give et meget mere nuanceret billede af Gorkij, hvis læserne havde fået at vide, at hans bedste og bevidst sociale roman Moderen – der var båret af en bemærkelsesværdig heroisk optimisme – blev skrevet under Gorkijs eksil i USA. Hvad der ikke siger så lidt om forfatteres vilkår under kommunismen.

Besøg eventuelt    www.nomos-dk.dk  








Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE