WEEKENDAVISEN
WEEKENDAVISEN www.sagenskerne.dk

Fundet på  www.weekendavisen.dk  12. december 2009

 
Af Anne Knudsen leder uge 50

De onde

Der bliver skruet langsomt, men sikkert op for lidenskaberne under klimatopmødet i København. Denne uge har været udviklingslandenes stjernestund, og scoopet kom allerede tirsdag, da kineserne (med verdens hurtigst voksende økonomi, væsentligst baseret på kulafbrænding) lækkede et udkast til slutpapir, det danske statsministerium havde begået. Papirets eksistens kunne ikke overraske nogen, og heller ikke indholdet var nogen overraskelse; det er ikke sandsynligt, at Vesten vil ende med at love at hælde mange, mange flere milliarder i udviklingslandene, end man allerede gør, uden at få noget igen. Men lækken udgjorde en glimrende anledning for G77- landene, udviklingslandene, til at udpege de onde. Og Danmark står altid smukt for hug, eftersom landet er så lille, at man ikke skader væsentlige interesser derhjemme ved at tæske løs på det. Og eftersom de indfødte med dybfølt protestantisk syndsbevidsthed gerne selv hjælper med til tæskene.

Er Vesten i almindelighed og danskerne i særdeleshed faktisk helt parat til at påtage sig et stort ansvar for at få reguleret den hæmningsløse afbrænding af Jordens fossile brændstofressourcer, så forekommer en del G77-staters ansvarsfølelse noget mindre iøjnefaldende. Onsdagens helt i Bella Centeret var således Lumumba Stanislaus Di-Aping, formand for G77-landenes gruppe og Sudans ambassadør. Hvis man skulle have glemt, hvilken interesse Sudan har i spørgsmålet, kan det være nyttigt at repetere, at Sudan også har en af verdens hurtigst voksende økonomier; det skyldes de enormt rige oliefelter i det centrale Sudan. Og gæt, hvem der har koncession på at udvinde olien? Det har såmænd Kina.

Andre konsekvenser end klimatiske er fulgt af Sudans olierigdom. Den våbenhvile, regeringen i Khartoum i 2005 på FNs foranledning indgik med det kristne Sydsudan, ventes at bryde fuldkommen sammen i den nære fremtid, og den folkeafstemning om selvstændighed, som man dengang garanterede i 2011, er end ikke under forberedelse. Den sudanske regerings nylige folkedrab i Darfur ventes at blive stillet i skyggen af det, Sudans præsident og hans nære medarbejdere – hvoriblandt Di-Aping – vil foranstalte i Juba for at beholde olierigdommene på Khartoums hænder. Præsident Omar al-Bashir kommer forresten ikke til COP-15; han har en stående international arrestordre for forbrydelser mod menneskeheden.

Bekymringer om klimaet er altså ikke det, der plager det gamle ørkenland Sudan allermest. Det gælder også en hel række andre af de udviklingslande, som kræver »klimagælden« betalt. Det er ikke klimaets skyld, at langt hovedparten af Afrikas politiske regimer er bundkorrupte, voldelige og fuldkommen uinteresserede i at gøre noget for deres egen befolkning. Og nok så mange millarder i klimabeskyttelsespenge fra Vesten vil ikke hjælpe noget som helst på dét forhold, endsige på befolkningens levevilkår. Der er i forvejen blevet skovlet strømme af penge dén vej, og de er altid endt i bossernes private bankkonti.

I klimaspørgsmålet har en hel del af disse lande allerede tilsvindlet sig yderligere midler, nemlig via det til formålet ganske perfekte CO2-kvotesystem, som hører med til den herostratiske Kyoto-protokol. Her sælger fattige lande rettigheder til CO2-udledning til naive mennesker i Vesten, der køber kvoter for ikke at skade klimaet ved deres forbrug. Betingelsen for handelen er, at pengene i sælgerens udviklingsland bruges til at lave projekter, der dels nedbringer udledningen af kuldioxid til atmosfæren, dels ikke ville være blevet etableret, hvis ikke handelen var foregået.

Verden ville være et paradisisk sted, hvis kleptokraterne i udviklingslandene ikke kunne se, hvor genialt et berigelsesinstrument, man her har. Men verden er, som den er, så det kan de selvfølgelig. Så hvis man fortsætter med kvotesystemet, sådan som der er lagt op til, vil det fortsat blive misbrugt i stor stil. Og hvis man finder på noget andet, vil også dét blive misbrugt, underløbet, korrumperet og vendt til personlig fordel for de onde og menneskelig ulykke for andre. Der er andre problemer i verden end klimaet, og folk har andre interesser end vejret.

End ikke de mest optimistiske kan tro, at det vil vise sig muligt at skabe en global aftale, som vil blive overholdt i den ånd, den er skrevet. Det ville nemlig ikke alene være første gang i menneskehedens historie, man fik skabt en global aftale, det ville også være første gang, man fik lavet et verdensomspændende regelsæt, der blev bare tilnærmelsesvis overholdt. Eller en verdensorganisation, som ikke var slemt plaget af korruption.

CO2 er ikke det eneste problem vi har; menneskerettighederne er allerede for længst vedtaget, og de bliver trådt under fode hver eneste dag, særligt i udviklingslandene. I de vestlige lande med deres ytringsfrihed har opinionen taget ansvarlighed over for miljø og klima til sig. De fleste finder, at det er sund fornuft ikke at svine mere med Jordens ressourcer end højst nødvendigt, og der er ganske klart kulturel medvind til udvikling af teknologiske løsninger. Som siden kan udbredes til andre. Og dét ville til en afveksling være realistisk.

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE