OM ISLAMISME
OM ISLAMISME www.sagenskerne.dk

Præsenteret her  30. november 2009

Islamisme 2.0

af Daniel Pipes
Jerusalem Post
25. November 2009

http://da.danielpipes.org/7782/islamisme

Oprindelig engelsk tekst: Islamism 2.0
Oversat af Mette Thomsen

For at bruge et computerudtryk, hvis ayatollah Khomeini, Osama bin Laden og Nidal Hasan repræsenterer islamisme 1.0, så repræsenterer Recep Tayyip Erdogan (Tyrkiets premierminister), Tariq Ramadan (schweizisk intellektuel) og Keith Ellison (amerikansk kongresmedlem) islamisme 2.0. Den første slår flere mennesker ihjel, men sidstnævnte udgør en større trussel mod den vestlige civilisation.

Hussam Ayloush (t.v.) var vært for kongresmedlem Keith Ellison (D-Minn) ved en CAIR-begivenhed i november 2007.

1.0-udgaven angriber dem, der bliver opfattet som hindringer for dens mål om et samfund, der er styret af et verdensomspændende kalifat og fuldstændig underlagt shari'a (islamisk lov). Islamismens oprindelige taktik, lige fra totalitært styre til mega-terrorisme , rummer en ubegrænset brutalitet. Tre tusind døde i ét angreb? Bin Ladens søgen efter atomvåben antyder, at drabsofrene kan blive hundrede eller endda tusinde gange større.

Et blik på de seneste tre årtier, siden islamismen blev en betydelig politisk magtfaktor, afslører imidlertid, at vold i sig selv sjældent fungerer. Ofre, som har overlevet terrorisme, overgiver sig sjældent til radikal islam – hverken efter mordet på Anwar el-Sadat i Egypten i 1981, eller efter angrebene den 11.sept., Bali-bombningerne i 2002, Madrid-bombningen i 2004, Amman-bombningen i 2005 eller terroristangrebene i Israel, Irak, Afghanistan og Pakistan. Terrorisme anretter fysisk skade og dræber og skræmmer, men den omstyrter sjældent det eksisterende styre. Forestil Dem, at islamister havde forårsaget orkanen Katrinas ødelæggelser eller tsunamien i 2004 – hvad af blivende værdi ville de have opnået?

Ikke-terroristisk vold med henblik på at indføre shari'a klarer sig ikke meget bedre. Revolution (i betydningen omfattende social revolte) har kun bragt islamister til magten ét sted én gang - i Iran i 1978–79. Ligeledes har statskup (militær magtovertagelse) kun én gang bragt dem til magten – i Sudan i 1989. Det samme er tilfældet med borgerkrig – Afghanistan i 1996.

Mens volden fra islamisme 1.0 sjældent har held til at fremme shari'a, klarer islamisme 2.0's strategi med at arbejde inden for systemet sig bedre. Islamister, som er mestre i at vinde offentligt gehør, repræsenterer den væsentligste oppositionsstyrke i lande med muslimsk flertal så som Marokko, Egypten, Libanon og Kuwait. Islamister har haft valgmæssig succes i Algeriet i 1992, Bangladesh i 2001, Tyrkiet i 2002 og i Irak i 2005.

Når de først har vundet magten, kan de føre landet i retning af shari'a. Mens Mahmoud Ahmadinejad står konfronteret med de iranske gadedemonstranters vrede og bin Laden skjuler sig i en hule, soler Erdogan sig i offentlighedens anerkendelse, omdanner republikken Tyrkiet og udgør en fristende model for islamister over hele verden.

Sayyid Imam al-Sharif, Al-Qaedas egyptiske teoretiker, har ændret opfattelse og er i dag tilhænger af lovlig islamisme.

I erkendelsen af dette mønster har Al-Qaedas tidligere førende teoretiker offentligt lagt afstand til terrorisme og godtaget politiske midler. Sayyid Imam al-Sharif (f. 1950, også kendt under sit nom de guerre, Dr. Fadl) blev beskyldt for at have hjulpet med at myrde Sadat. I 1988 udgav han en bog, som argumenterede for en vedvarende, voldelig jihad mod Vesten. Men med tiden har Sharif erkendt de voldelige angrebs nytteløshed og har i stedet plæderet for en strategi, der går ud på at infiltrere staten og påvirke samfundet.

I sin seneste bog fordømmer han brugen af magt imod muslimer ("Hver eneste bloddråbe, der er blevet eller bliver udgydt i Afghanistan og Irak, bærer bin Laden og Zawahiri og deres følgesvende ansvaret for") og endda også imod ikke-muslimer (9/11 virkede imod hensigten, for "hvad nytter det, hvis du udsletter en af din fjendes bygninger, og han udsletter et af dine lande? Hvad nytter det, hvis du dræber en af hans folk, og han dræber tusind af dine?").

Sharifs udvikling fra terrorismeteoretiker til fortaler for lovlig forvandling genlyder af en langt bredere ændring; som skribenten Lawrence Wright bemærker, så udgør hans frafald derfor en "frygtelig trussel" mod Al-Qaeda. Andre tidligere voldelige islamistiske organisationer i Algeriet , Egypten og Syrien har indset den lovlige islamismes potentiale og har stort set givet afkald på volden . Man ser også en tilsvarende ændring i vestlige lande ; Ramadan og Ellison repræsenterer en knopskydende tendens.

(Det, man kunne kalde for islamisme 1.5 – en kombination af hårde og bløde midler, af ydre og indre tilgange – fungerer også. Den indebærer, at de lovlige islamister bløder fjenden op, hvorefter de voldelige elementer kan gribe magten. Hamas' overtagelse af Gaza viste, at en sådan kombination kan fungere: de vandt valget i 2006, iværksatte derpå en voldelig rejsning i 2007. Lignende processer er muligvis på vej i Pakistan . England gennemgår muligvis den modsatte proces, hvor vold skaber en politisk åbning.)

Konkluderende kan det siges, at kun islamisterne, hverken fascisterne eller kommunisterne, er gået hinsides brutal magtanvendelse for at vinde offentlig støtte og har udviklet en 2.0-udgave. Fordi denne side af islamismen undergraver traditionelle værdier og tilintetgør friheder, vil den måske true den civiliserede livsform endnu mere end version 1.0's brutalitet gør.

Beslægtede emner:  Militant islam

 

For at tilmelde eller afmelde dig denne liste bedes du gå til http://da.danielpipes.org/subscribe.php
   (Daniel Pipes udsender en mail med sine skriverier nogenlunde én gang om ugen.)

For at gennemse Daniel Pipes' arkiv bedes du gå til http://da.danielpipes.org/



Besøg evt. www.kulturkloeften.dk 
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE