MAGTEN i EU
MAGTEN i EU www.sagenskerne.dk

MAGTEN i EU  Præsenteret her 13. november 2009


 
Jyllands-Posten
 
Europa må kæmpe for sin arv

Morten Messerschmidt, medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti

Offentliggjort 13.11.09 kl. 03:00
 
Hvem har magten i Europa? Ifølge kronikøren er det hverken de europæiske landes befolkninger, regeringerne eller de nationale domstole. Nej, det de 47 dommere, som tegner Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, som er vor tids mest magtfulde europæere.

Der er noget paradoksalt over, at Europa fremstiller konventionen om de europæiske menneskerettigheder som det, der skal sikre individet mod statslige indgreb. Konventionen blev til i atmosfæren efter Anden Verdenskrig, men sammenligner man med den amerikanske forfatning, er det påfaldende, hvor meget længere den europæiske pendant er. Og endnu mere slående er det, at de afsnit, hvor staten tildeles beføjelser til at sætte grænser for ytringsfriheden, fylder langt mere end dem om den enkelte borgers ytringsfrihed. Et utal af grunde - lige fra hensynet til offentlig ro og orden, over beskyttelsen af den offentlige moral samt hensynet til andres rygte - kan bruges som årsager til at indskrænke det frie ord - alt sammen under dække af at forsvare demokratiet, jvf. konventionens art. 10, stk. 2.

Naturligvis kan ingen være modstander af at værne om moral og demokrati. Men spørgsmålet er, om alle har samme opfattelse af begreberne? Det er ikke tilfældet. Derfor er vor tids mest magtfulde europæere hverken befolkningerne, regeringerne eller de nationale domstole. Det er derimod de 47 menneskerettighedsdommere i Strasbourg. De afgør, hvad der er moral og umoral. De afgør, hvad et demokrati kan acceptere. Og de alene fortolker europæernes fundamentale rettigheder.

Det er et kolossalt magtfuldt redskab i en lille gruppe menneskers hænder. Og konsekvensen har vi især set i forbindelse med den muslimske indvandrings tiltag, hvoraf den skæbnesvangre sammenblanding af menneskerettigheder og venstrefløjens kulturrelativisme er opstået. For venstrefløjen gør det ingen forskel, om du er kristen, muslim eller buddhist. Mennesket skal befries fra alle bånd - det være sig religion, historie, kultur eller nationalitet. Og derved passer ideologien som hånd i handske med konventionens verdensbillede. Alt er i tolerancens navn lige.

Og den tendens ses ikke blot ved menneskerettighedsdomstolen, men i høj grad også i EU. Glem ikke, at de kristne værdier ikke måtte skrives ind i EU-forfatningen.

I dag ligger den samlede europæiske lovgivning på maven for de 47 dommere. Og af frygt for Domstolen har eksempelvis Højesteret indladt sig på en farlig kurs, hvor man selv tolker konventionerne endnu mere vidtgående. Frygten for en ydmygende dom fra Menneskerettighedsdomstolen har i gentagende tilfælde fået Højesteret til at udvide tolkningen af konventionen.

At Europarådet ydermere har valgt at etablere ”Den Europæiske Konference mod Racisme og Intolerance”, kaldet ECRI, understreger blot tendensen. Det er ECRI's opgave at registrere intolerance overfor minoriteter. Er man kritisk over for indvandring, kan man være sikker på at blive registreret af ECRI. Men også EU har naturligvis sit eget overvågningscenter for Racisme og Fremmedhad, kaldet EUMC. For et par år siden afslørede man dog sig selv ved at dække over en rapport, som afslørede, at muslimske grupper stod bag hovedparten af overgreb mod jøder i Europa. Det passede nemlig ikke ind i EUMC' ideologi og arbejde

Faktisk findes der mere end 20 forskellige EU-retsakter, som begrænser, straffer eller registrerer det frie ord, hvis det strider mod den herskende politiske korrekthed. Og med Lissabon-traktaten, får chartret om fundamentale EU-rettigheder retslig status, ligesom EU formelt tiltræder menneskerettighedskonventionen og derved kan lade retspraksis herfra indgå i EU's regulering. Men allerede i dag blander man sig indgående i medlemsstaternes ytringsfrihed. For kun en uge siden stemte vi i EU-Parlamentet om ytrings- og pressefriheden i Italien. 338 stemmer mod 338 stemmer bragte dog resolutionen til fald. Begrænsningen af ytringsfriheden i EU er imidlertid langt fra et nyt fænomen. Allerede i 1991 udsendte et udvalg under EU-Parlamentet 77 anbefalinger til bekæmpelse af racisme og fremmedhad. I 2000 boykottede EU den lovligt valgte regering i Østrig, fordi den havde Jörg Haider som medlem. Og senest har vi set EU's Rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad, som kriminaliserer »offentlig udbredelse af skrifter, billeder eller andet materiale, som indeholder racistiske eller fremmedfjendske tilkendegivelser«. Racistiske og fremmedfjendske motiver betragtes som en skærpende omstændighed ved strafudmålingen, der i øvrigt som et minimum skal indeholde »frihedsstraffe med et strafmaksimum på over to år?«

Men hvad er så racisme og fremmedfjendtlighed? Ja, rammeafgørelsen taler om »den overbevisning, at race, hudfarve, afstamning, religion eller tro eller national eller etnisk oprindelse er en faktor, der giver anledning til fjendtlighed over for enkeltpersoner eller grupper«, men efter tiltrædelse af menneskerettighedskonventionen, er der næppe tvivl om, at fortolkningen bliver langt mere vidtgående. Det så vi i Karen Sunds-sagen fra 2003, hvor Pia Kjærsgaard ønskede at blive frikendt fra racismeanklager. I dommen blevet det slået fast, at racisme sagtens kan være at distancere sig fra en befolkningsgruppe, der tilhører samme race som en selv! Med andre ord er racisme blevet en vag etiket, som kan klæbes på næsten ethvert udsagn. Naturligvis refererede Højesteret til Menneskerettighedsdomstolen.

Trods uklarheden er lovgivningen blevet gennemført i adskillige europæiske lande. Sidste sommer blev skuespilleren Brigitte Bardot idømt to måneders betinget fængsel for at "opildne til had" mod muslimer i et brev til den daværende indenrigsminister Nicolas Sarkozy. I Danmark faldt der i 2004 tilsvarende domme for emails sendt til folketingspolitikere. I oktober 2006 blev en 14-årig engelsk skolepige arresteret, fordi hun nægtede at læse sammen med fem asiatiske elever, som ikke talte engelsk. I januar 2009 blev det østrigske parlamentsmedlem Susanne Winter idømt tre måneders betinget fængsel og en bøde på 24.000 euro, fordi hun havde udtalt, at Muhammed var pædofil, eftersom han havde giftet sig med en ni-årig pige.

På den baggrund kan det ikke undre, at den tidligere formand for EU-Parlamentet Hans Gert Pöttering, forbød en fremvisning af filmen "Fitna" i parlamentet, ligesom Storbritannien i første omgang nægtede filmens ophavsmand, Geert Wilders, indrejse. Samtidig har en hollandsk domstol besluttet at rejse tiltale mod Wilders for »opfordring til had mod muslimer«, mens Wilders' socialistiske kollega Harry van Bommel er sluppet af sted med at opfordre til "intifada" mod Israel og marchere sammen med demonstranter, som råbte »jøder i gaskamret«.

Mens alle europæiske lande oplever uroligheder og gadekampe, er EU og menneskerettighedsinstitutionerne mere optaget af europæeres såkaldte hate speech.

I vores naboland Sverige besluttede den tidligere regering, at ingen partier, som advarede mod fri indvandring, skulle have taletid i medierne, og i Storbritannien præsenterede Labour-regeringen i 2006 et lovforslag, som ville kriminalisere ethvert tiltag til religiøst had, herunder satire og humor. Det faldt med en enkelt stemme.

Fundamentet for denne totalitære ideologi blev lagt med menneskerettighedskonventionen. Som altid ligger ansvaret for demokratiet i folkets hænder, og vi har stadig mulighed for at rette fejlene. I Danmark har vi strammet udlændingelovgivningen, selv om det langt fra er nok. Vi må tage andre skridt, hvis den vestlige civilisation skal overleve. Og det kræver mod.

I enhver sammenhæng må vi vise en vilje af stål. Vi skal aldrig gå i dialog med Iran eller noget andet totalitært regime, som undertrykker ytringsfriheden. Vi må fordømme firmaer som Google og Yahoo, når de leverer oplysninger om deres brugere til de kinesiske myndigheder, og når de udøver selvcensur for at kunne gøre forretninger med regimer som Iran, Nordkorea og Kina.

Vi må i Europa omformulere menneskerettighedskonventionen, således at den ikke beskytter religiøse fanatikere mod kritik. Aldrig skal en voldelig og udemokratisk idé nyde beskyttelse under dække af menneskerettighedskonventionen. Frihed tillader ingen kompromiser, og tiden er inde til, at Europa tager sin arv alvorligt og igen begynder at opføre sig som kontinentet, hvor ideerne om demokrati, lov og orden samt fundamentale friheder blev født.

Kronikken er baseret på et foredrag, som Morten Messerschmidt holdt på en konference om ytringsfrihed i Washington D.C. den 27. oktober.

Besøg eventuelt Morten Messerschmidt,s  EU - Skole
http://www.danskfolkeparti.eu/Eu-Skole.asp       



 
Kulturkløften

Skrevet af Nicolai Sennels

Integrationsmyte 2:
Høj kriminalitet blandt muslimer har intet med muslimsk kultur at gøre

Dato: d. 11.11.09, 11:26

Af: Nicolai Sennels
 
Hvorfor bliver mange herboende muslimer kriminelle?

Den anden myte er, at indvandrerkriminalitet skyldes sociale problemer, og at indvandreres kulturelle baggrund ikke spiller nogen rolle i denne sammenhæng. Heller ikke her stemmer fordommene overens med virkeligheden: Konklusionen på hundredvis af psykologiske samtaler med muslimske indvandrere - og sammenligningen med en relevant gruppe af danskere er, at den muslimske kultur har en meget høj accept af aggression. De er ganske enkelt kulturelt disponerede for at bruge trusler og vold i langt større udstrækning. Det behøver man i øvrigt ikke at være autoriseret psykolog for at konkludere - enhver der læser aviser eller ser internationale nyheder kan se de kulturelle forskelle på konflikthåndtering og debatformer.

Mens et ukontrolleret vredesudbrud er den hurtigste måde at tabe ansigt på i den danske kultur, forholder det sig omvendt i den muslimske kultur. Villigheden til at hævne sig anses i den muslimske kultur er et tegn på styrke, og vrede er klart mere socialt accepteret i muslimske kredse. Aggressiv adfærd er her et socialt redskab, som man bruger til at opnå respekt (ikke kun frygt) og status med.

Eksempel: På danske arbejdspladser og i den danske offentlighed generelt, er det pinligt, hvis man hidser sig op. Mister man besindelsen overfor kollegerne, så bliver man ikke udråbt til leder af gruppen, men må tværtimod snige sig lidt duknakket rundt og tale ekstra pænt, indtil man har en fornemmelse af, at den sociale accept er blevet genoprettet. Ifølge vores almindeligt accepterede sociale normer, så har den, som først bliver vred eller mister kontrollen i en diskussion, automatisk tabt. I den muslimske kultur vægtes evnen til at truende og skræmme sin modstander langt mere positivt.

Islams hellige mænd, imamernes, jævnlige opfordringer til “hellig vrede” og hellig krig og udbredelsen af familiehenrettelser (såkaldte æresdrab - i Tyrkiet har 13 % voksne og 10 % unge har set et æresdrab blive udført. 26 % støtter ideen om æresdrab) og voldelige demonstrationer over Muhammed-tegningerne er alt sammen eksempler på, at man i den muslimske kultur ser aggressive former for adfærd som en socialt accepteret måde at udtrykke sig på. Dialog for dialogens skyld - uden trusler, krav eller konsekvenser, eller forsøget derpå - opleves som svagt og som om modstanderen er bange for at forsvare sig med den risiko, dette indebærer.

Den høje accept af aggression og vold er en stor del af grunden til, at muslimer er så ekstremt overrepræsenteret i statistikker over straffelovskriminalitet. Derudover spiller det formentligt også en rolle, at ikke-muslimske autoriteter nyder ganske lidt respekt i muslimsk dominerede områder. Og selvfølgelig den kulturforskel som betyder, at mange muslimer har svært ved at forstå den danske/vestlige måde at markere hvad der er rigtigt og forkert (læs Integrationsmyte 1: Der er ikke forskel på indvandrere)
For dem der ikke har hørt om denne overrepræsentation, kan jeg citere lederen af Danmarks Statitik, Jan Plovsing “Når vi i første omgang korrigerer for aldersforskelle, har mænd med ikke- vestlig oprindelse et indeks for voldskriminalitet på 261 mod 89 for mænd af dansk oprindelse. Voldskriminaliteten for mænd med ikke-vestlig baggrund er altså 161 pct. højere end i befolkningen under ét. Samtidig ligger mænd med dansk oprindelse 11 pct. under gennemsnittet.”

Dem der tror, at det er alle mulige ikke-vestlige indvandrere, som begår kriminaliteten, kan kigge med her:
Top 10 over kriminelles oprindelsesland:
1: Marokko
2: Libanon
3: Jugoslavien
4: Somalia
5: Iran
6: Pakistan
7: Tyrkiet
8: Irak
9: Vietnam
10: Danmark
Kilde: Jyllands-Posten, d. 19. december 2008: Store forskelle i integration

De otte 1.-pladser optages af personer fra muslimske lande (listen er korrigeret for socioøkonomiske faktoer!). Læg i øvrigt mærke til, at der ikke er noget umiddelbart system i, hvilke kriminelle muslimer, der kommer fra krigshærgede lande, og hvilke der ikke gør.

Både i international politik, nationalt, i lokalpolitik og helt nede i pædagogikken og den lokale sociale indsats, skal man altså vide, at manglende vilje eller mod til at sætte hårdt mod hårdt og pege åbenlyst på reelle problemer i forhold til muslimer, vil blive opfattet som svagt og i længden føre til en forværring af problemerne. Det finder politiet, venstrefløjspolitikere og såmænd også Obama nok snart ud af…

www.kulturkloeften.dk 










Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE