KRISTEN LIGEGYLDIGHED
KRISTEN LIGEGYLDIGHED www.sagenskerne.dk

Præsenteret her 7. oktober 2009

 
Jyllands-Posten
 
Kristen ligegyldighed

Katrine Winkel Holm, teolog, Haslev

Offentliggjort 07.10.09 kl. 03:00
 
Mens Københavns biskop holder vennemøder med stormuftier og stenings-imamer, sætter kristne hver dag livet på spil ved at blive døbt i den treenige Guds navn. Hvorfor virker de kristne kirker så ligeglade med kristenforfølgelser? spørger Katrine Winkel Holm

For kristne, der konverterer fra islam, er dåben den afgørende prøve for deres tro. Her udtrykker de offentligt deres nye loyalitet over for Jesus og deres ønske om at følge ham selv ind i døden. Efter dåben er der ingen vej tilbage, dåben er det afgørende brud og derfor også ofte det øjeblik, der indleder forfølgelsen af konvertitten.

Denne højtidelige formulering er ikke min egen; ordene er Patrick Sookdheos, der er leder af den såkaldte Barnabas Fund, der hjælper forfulgte kristne over alt i verden.

Lørdag den 26. september besøgte Sookdheo København i anledning af en konference om vantro i islamiskdominerede samfund, arrangeret af Islamkritisk Netværk i Folkekirken og Trykkefrihedsselskabet. Vi ville gerne høre Sookdheo fortælle om kristnes trosfrihed og ytringsfrihed i islamisk dominerede områder.

Historier om kristne, der chikaneres og forfølges, dukker en sjælden gang op i medierne. For nylig kunne man her i avisen læse om hetzen mod Egyptens oprindelige kristne befolkning, kopterne. Men hvor stort er omfanget af kristenforfølgelserne, og hvad er forklaringen på den islamiske aggression mod de kristne, når vi nu har præsident Obamas ord for, at islam er fredens religion?

Det var spørgsmålet, og Sookdheo var ubetinget den rigtige at spørge. Ikke alene er han leder af Barnabasfonden og ph.d. i islamiske studier, han er også selv konverteret fra islam til kristendom og har altså personligt taget det alvorstunge skridt, han ovenfor beskrev.

Hvordan er situationen så i dag for kristne minoriteter i islamisk dominerede lande? Den er rent ud sagt rædselsfuld ifølge Sookdheo, der viste sig at være en saglig, sympatisk mand med sund dømmekraft og stor intellektuel tyngde.

Hver dag modtager han rapporter om forfølgelser og her følger et par stykker: I Østafrika blev to kvinder for nylig slået ihjel af deres fædre, da de vendte hjem efter at være blevet døbt, i Somalia blev en 22-årige konvertit, Ahmadey Osman dræbt 14. september 2008, og i Saudi-Arabien blev den unge kvinde Fatima al-Mutairi brændt i august 2008, da hendes omgivelser opdagede, at hun havde forladt islam til fordel for kristendommen.

Jeg sidder med Barnabas-fondens seneste udgivelse foran mig og kunne remse den ene uhyggelige historie op efter den anden, men vil hellere vende tilbage til spørgsmålet: Hvad er roden til denne vold? Ja, det er faktisk enkelt nok: Ifølge islamisk sharia er der dødsstraf for frafald. Volden skyldes altså ikke bare et par få, gale imamer, der er gået amok i fanatisme, nej, alle fire islamiske lovskoler er enige, om at døden bør ramme enhver, der forlader islam.

Der findes, understregede Sookdheo, mange muslimer, der forsøger at trække islam væk fra denne barbariske lovgivning, men siden den iranske revolution i 1979, er det gået den gale vej. Volden mod kristne er steget, det samme gælder aggressionen mod jøder.

I forhold til ortodoks islam er jøder og kristne nemlig i samme båd. Vi tilhører begge ”bogens folk” og står derfor et niveau over hinduer og ateister. Det lyder vældig godt, men ikke desto mindre er Koranen fuld af voldsopfordringer mod jøder og kristne. Vi har nemlig, lyder anklagen i Koranen, forvansket Det Gamle Testamente og fusket med billedet af Abraham, Moses og de andre. Og rigtignok er der ikke mange fællestræk mellem Koranens Abraham, der grundlægger kabbaen, og den Abraham, vi kender fra bibelshistorien. Men i betragtning af, at Koranen er mange hundreder år yngre end Det gamle Testamente, er det ret klart, hvem der har ophavsretten til Abraham-figuren. Alligevel annekterer Koranens de gammeltestamentlige historier og lader Muhammed rase mod jøderne, fordi de påpeger tyveriet.

Det samme med Jesus. Ofte lyder det anerkendende fra kristen side, at islam i det mindste anerkender Jesus som profet. Ja, som Allahs profet, der ved tidernes ende vil komme tilbage og ødelægge alle kors og slagte alle svin, som det hedder i en hadith. Koranens islamiske Jesus har altså ikke meget andet end navnet til fælles med Ny Testamentets hovedperson. Alligevel hævder Koranen, at det islamiske Jesus-billede, der er ca. 600 år yngre end Ny Testamentes, er det oprindelige, som er blevet forvansket af onde kristne. Deraf Koranens vrede mod de kristne.

Så kristne og jøder kan ikke klare frisag i kraft af at være ”bogens folk” eller tilhøre ”Abrahams hus”.

Den vold, ikke-muslimer, her under kristne, udsættes for overalt i den islamiske verden, har altså sin rod i Koranen, hadith og shariaens dødsstraf for frafald.

Skal der gøres noget for at forbedre vilkårene for de kristne minoriteter, skal de islamiske retslærde presses til at ophæve dødsstraffen for frafald.

Lige præcis det, har Barnabasfonden gjort til dette års mærkesag. Gennem hele 2009 har de opfordret vestlige regeringer til at støtte alle forsøg på at få fjernet disse love, også af hensyn til de mange muslimer, der er ofre for dem.

Én ting undrer, når man som dansker hører om Barnabasfonden og de kristnes lidelser: Hvorfor hører vi så lidt om dem, hvorfor har Barnabas Fonden ikke en aflægger i Danmark, hvorfor går missionforbund og biskopper ikke forrest i at støtte Barnabasfondens arbejde?

Hvorfor virker de kristne kirker så ligeglade med kristenforfølgelser?

Sookdheo svar var desillusionerende: De europæiske kirker er så optagede af tværreligiøs dialog med islam, at de ikke rigtig interesserer sig for de forfulgte kristne. Kæmper man deres sag og påpeger man de islamiske overgreb, risikerer man jo at ødelægge den gode stemning og håbet om fred, harmoni og gnidningsfri dialog med det hastigt voksende islamiske mindretal.

Derfor er folk som Sookdheo en torn i øjet på de mange kirkeledere, der vil bygge bro mellem kristendom og islam, fordi de konsekvent insisterer på umuligheden af projektet.

»De forfulgte kristne bliver ofret på den interreligiøse dialogs alter«, konstaterede Sookdheo tørt og tilføjede, at kristendommens fremtid for ham at se ligger i Den Tredje Verden, ikke i det Europa, der er ved at glemme sine rødder og sine pligter.

Hårde ord, som Den danske Folkekirke burde gøre alt for at gøre til skamme.

Men gør de danske biskopper ikke netop det, Sookdheo beskylder de europæiske kirkeledere for at gøre? Hvem af dem støtter Barnabasfonden? Hvem af dem knytter kontakter til Sookdheo, der selv har været udsat for islamiske dødstrusler, og hvis kontor af sikkerhedsgrunde har måttet forlade London? Er der noget, jeg overset? Så vil jeg meget gerne korrigeres.

Én ting var i hvert fald påfaldende: Kristeligt Dagblad, der som navnet antyder, gerne vil være den kristne kirkes talerør herhjemme, havde ikke tid til at dække konferencen om kristenforfølgelser eller tale med Sookdheo. Ikke fordi avisen ikke kendte til hans besøg i København. Slet ikke. Avisen fandt bare ikke Sookdheo eller nogen af de tre andre internationale kapaciteter, vi havde inviteret, interessante nok.

Til gengæld havde de samme dag en stort opsat historie om et ”prominent interreligiøst møde” mellem en palæstinensisk stormufti og en befrielsesteolog, et møde, der selvfølgelig blev bivånet både af Københavns biskop med kors og bånd og fløjsmave og stenings-imam Abdul Wahid Pedersen.

Er det på den baggrund så mærkeligt, at danske folkekirkekristne véd så lidt om kristenforfølgelser? Når det kristeligste af alle dagblade hellere vil bruge spalteplads på fingerfletning mellem stormuftier, befrielsesteologer og biskopper end på heroiske forkæmpere for forfulgte kristne?

Mens Københavns biskop holder vennemøder med stormuftier og steningsimamer, sætter kristne hver dag livet på spil ved at blive døbt i den treenige Guds navn.

De fleste af os hører bare intet om det. Men efter mødet med Patrick Sookdheo véd jeg i hvert fald, hvor man skal vende sig hen, hvis man vil vide mere og hvis man vil støtte dem, der støtter de forfulgte kristne: Til The Barnabas Fund. Hope and aid for the prosecuted church, www.barnabas.fund.org.

http://www.barnabasfund.org/

Hvem er Katrine Winkel Holm  ??? Besøg  www.Google.dk  og find svaret.


 LIDT DANSK VIRKELIGHED   Præsenteret 9. oktober 2009

Kirker under angreb


Præsten flygter fra Tingbjerg efter chikane. I Gellerup er den lokale kirke to gange indenfor de seneste år blevet udsat for ildspåsættelse.

8. oktober 2009          Uwe Max Jensen

Som Sappho kunne afsløre tidligere på ugen, er Tingbjerg Kirkes præst Ulrich Vogel fraflyttet sin præstebolig efter længere tids
chikane. Også i Gellerup ved Århus er den lokale folkekirke under pres.

Gellerup Kirke har ansat et lokalt
vagtværn, men aflønningen af lokale vagter var ikke nok til at sikre julefreden i Gellerup Kirke i 2008. Kort før jul blev julefreden alvorligt forstyrret, da ukendte gerningsmænd skaffede sig adgang til Gellerup Kirkes menighedslokale ved at smadre et vindue på kirkens bagside. Inden gerningsmændene forlod kirken, satte de ild på en dug.

Her følger en reportage fra Gellerup Kirke, der er skrevet dagen efter ildspåsættelsen (bragt i Jyllands-Posten 24. december 2008):

Hvis motivet bag indtrængningen i Gellerup Kirke var berigelseskriminalitet, var missionen en fiasko, da gerningsmændene ikke fik noget udbytte med sig.

Indbrudstyve har tidligere lettet kirken for adskillelige bærbare computere, men denne gang måtte gerningsmændene går tomhændet hjem. Men inden de forlod Gellerup Kirke, satte de ild på en juledug i menighedslokalet.

Ilden fik imidlertid ikke for alvor fat i den rød-og-grønternede juledug, og ilden var gået ud af sig selv, inden politiet nåede frem.

Også i 2002 blev der forsøgt sat ild til kirken i Gellerup, da ukendte gerningsmænd en juliaften satte ild til en opslagstavle. Falck fik imidlertid hurtigt slukket den påsatte brand.

"Det er Gellerup!"

Dagen efter ildspåsættelsen er Niels Hviid, der er sognepræst ved Gellerup Kirke fattet, men "skideirriteret" over ildspåsættelsen, da han tager imod i kirkens menighedslokale, der ikke bærer præg af nattens begivenheder bortset fra en smadret rude og tilstedeværelsen af en enkelt dug i lokalet, der ikke matcher de andre.

»Jeg ser det ikke som et angreb på den danske jul, men som et led i den sørgelige række af hændelser, der har været i Gellerup i dette efterår (efteråret 2008, hvor der var flere brande end normalt i Gellerup, red.), hvor der er blevet sat ild på flere institutioner i området. Men tanken om, hvad der kunne være sket, er selvfølgelig bekymrende,« siger Niels Hviid og slår ud med armene.

»Hvad skal man sige? Det er Gellerup!«

Løn fra kommunen

Ildspåsættelsen er kulminationen på endnu et varmt efterår i Århus-forstaden, hvor en enkelt daginstitution er blevet brændt ned til grunden, og andre er blevet brandskadet i forskellig grad efter ildspåsættelser.

Gellerup Kirke var indtil tirsdag aften i sidste uge gået ram forbi, men tirsdagens indbrud var alene det femte i kirken i år.

Gellerup Kirke har i det hele taget været plaget af en lang række problemer igennem årene, og kirken har de seneste år haft et vagtkorps tilknyttet for at dæmme op for problemer med hærværk og chikane af kirkegængerne.

Udgifterne til vagtkorpset afholdes delvist af Gellerup Kirke, der betaler de to vagter 40 kroner i timen. Resten af vagternes løn betales af Århus Kommune. Hvor meget vagterne igennem årene har fået udbetalt af Århus Kommune for at beskytte en dansk folkekirke vides ikke.

Julebudskabet er højaktuelt

Den fornyede ballade omkring kirken får ikke sognepræst Niels Hviid til at overveje sin stilling i Gellerup.

»Jeg end ikke overvejer at søge væk. De sociale udfordringer er en del af grunden til, at jeg søgte hertil,« fortæller Niels Hviid.

Om Niels Hviid vil berøre ildspåsættelsen i sin kommende juleprædiken, ved han endnu ikke.

»Men kirkens julebudskab om julefred er da højaktuelt, og det bliver det ved med at være. Ikke mindst efter sådan en oplevelse,« siger Niels Hviid.

Minoritetskirke

Gellerup Kirke er på mange områder en meget speciel dansk folkekirke. Kirken ligger i et område, hvor kun cirka 3.000 af sognets 12.000 beboere er medlemmer af folkekirken. Gellerup sogn er Danmarks fattigste, og beboerne i sognet har en af landets ringeste tilknytninger til det danske arbejdsmarked. Desuden er Gellerup sogn det eneste sogn, hvor præsten ikke bor i sognet, da det i sin tid ikke var muligt at finde en egnet bolig. Præsten har derfor sin bolig i nabosognet.

Bombetrussel mod kirken

Ud over årets fem indbrud og tirsdagens ildspåsættelse i menighedslokalet har Gellerup Kirke historisk set været omgærdet af mange problemer.

I juni 2001 blev der indtelefoneret en bombetrussel mod Gellerup Kirke forud for dronning Margrethes deltagelse i kirkens 25 års jubilæum.

Truslen medførte et stort opbud af politi og bombehunde, og samtlige 500 deltagere i jubilæumsgudstjenesten blev kropsvisiteret, inden de fik adgang til kirken.

»Vi modtog en konkret bombetrussel og optrappede derfor sikkerheden væsentligt. Nu efterforsker vi sagen, men den slags anonyme trusler er ofte svære at komme til bunds i,« udtalte kriminalkommissær i Østjyllands Politi, Mogens Brøndum, dengang.

I juli 2002 blev der sat ild til en opslagstavle i kirken, og i løbet af 2003 forsøgte Gellerup Kirke sig for første gang med muslimske vagter efter en række episoder og chikanerier af ældre kirkegængere. I april 2004 gik det for alvor galt, da en præst blev overfaldet.

Præst fik tæv

Tidlig palmesøndag blev en kvindelig præst overfaldet i Gellerup Kirke. Præsten havde overnattet i kirken sammen med en skoleklasse, som skulle være med i forberedelserne af palmesøndags gudstjeneste.

Ved syvtiden bankede det på kirkens dør, og præsten åbnede. En ung mand af udenlandsk herkomst spurgte om vej, men prøvede samtidig at trænge ind i kirken.

Da den kvindelig præst forsøgte at forhindre den unge mand i at komme ind i kirken, blev han voldelig og slog hende flere gange med knytnæveslag.

Præsten blev efterfølgende behandlet på skadestuen og var herefter sygemeldt i en periode.

De kirkelige handlinger i Gellerup Kirke blev i perioden op til overfaldet ofte forstyrret af unge indvandrere, og i perioder var den daværende Fædregruppen til stede for at beskytte kirkegængerne. Overfaldet på præsten var det første på en ansat ved kirken.

»Det er første gang, så vi skal heller ikke begynde at skærpe sikkerheden unødvendigt. Vi vil nøjes med at opfordre præsterne til at passe godt på sig selv,« sagde den tidligere provst Steen Skovsgaard (nu biskop i Lolland-Falsters Stift, red.) fra Gellerup Kirke dengang i en kommentar til overfaldet.

"Et guds under"

Juleaften samme år var den gal igen, da fem store vinduer i Gellerup Kirkes indgangsparti blev sprængt i stykker med fyrværkeri, mens en kristen-assyrisk menighed holdt gudstjeneste i kirken.

Steen Skovsgaard udtalte efterfølgende, at det var "et guds under", at ingen mennesker kom til skade i forbindelse med rudeknusningen.

Sagen blev en af de mere omtalte, da Østjyllands Politi nægtede at rykke ud til Gellerup Kirke, selvom kirkegængerne i forlængelse af hærværket mod kirkens ruder pågreb en ung mand.

I februar 2006, mens Muhammed-krisen rasede i Mellemøsten, var der indkaldt til fakkeldemonstration for fred i Gellerupparken. Blandt talerne ved demonstrationen var sognepræst ved Gellerup Kirke, Annette Bennedsgaard. Da demonstrationen skulle til at begynde, blev en fyrværkeribombe bragt til sprængning. Resultatet var et raseret legehus og opskræmte demonstrationsdeltagere. Men politiet nedtonede alvoren.

»Vores umiddelbare opfattelse er, at det intet har at gøre med demonstrationen. Det er nogle drengestreger med kraftigt knaldfyrværkeri. Det ser ikke ud til at være nogen specialbygget bombe. Der ude sker det jævnligt,« sagde vagthavende hos Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.

I 2008 var der fem indbrud og en ildspåsættelse i Gellerup Kirke.

Ramadanmiddag

I 2009 har Gellerup Kirke blandt andet arrangeret en såkaldt ramadanmiddag for at understrege, at der er behov for tolerance, respekt og kærlighed religionerne imellem.

POLITIKEN KAN IKKE VIDE ALT.

 
Jyllands-Posten
 
Pittelkow: Sverige som skrækeksempel

Af RALF PITTELKOW, politisk kommentator

Offentliggjort 11.10.09 kl. 03:00
 
Ulrich Vogel, sognepræst gennem 17 år ved Tingbjerg Kirke i København, har fået nok. Han har været udsat for chikane, hærværk og trusler, der tilsyneladende kommer fra bander af unge indvandrere. En brosten gennem ruden, møbler sprættet op, computere stjålet. Nu er han sygemeldt, og han flytter fra Tingbjerg.

Lignende problemer kendes i et andet indvandrertungt område, Gellerup i Århus. Gellerup Kirke har stået model til flere indbrud, en ildspåsættelse og et voldeligt angreb på en præst. På et tidspunkt valgte man at hyre et vagtværn med indvandrerbaggrund.

I Vollsmose i Odense oplever man også angreb på mennesker og institutioner, der repræsenterer noget dansk. ”Omvendt racisme” bliver det kaldt af politibetjent Kim Thyssen, der har ti års erfaring fra Bøgeparken i Vollsmose (interview i Politiforbundets blad).

Politiet er blevet beskudt og angrebet på anden vis. Bag de direkte angreb står små grupper, men de øvrige beboere holder hånden over dem.

Også almindelige danskere rammes. Ifølge Thyssen har danske børn problemer med at lege i sandkassen, det er danskernes biler, der stikkes i brand, det er danskernes lejligheder, der rammes af indbrud, det er danskerne, der udsættes for gaderøverier og bliver beskudt med luftgeværer.

Her er tale om opløsningstendenser i samfundet. Muslimske parallelsamfund udvikler sig så ekstremt, at det ender i direkte aggression mod resten af samfundet. Jævnligt ser man også angreb på brandmænd og ambulancefolk.

I Danmark er denne udvikling dog ikke så langt som i flere andre lande. Specielt slår opløsningstendenserne igennem i lande, hvor en politisk korrekt elite har kastet deres samfund ud i multikulturelle eksperimenter. Sverige er et skrækeksempel.

Sverige bliver et stadig mere etnisk segregeret (opsplittet) samfund med voldsproblemer, som er ude af kontrol. I slutningen af august og begyndelsen af september forekom næsten dagligt hærgende ungdomsgrupper, der påsatte brande og angreb politi, vagtfolk, brandmænd og andre med stenkast og lignende.

Den sociale opløsning har givet Sverige den tvivlsomme ære at være et af EU's mest voldskriminelle samfund. I 2008 anmeldtes 2.466 tilfælde af mordbrand og grov mordbrand. Man har europæisk rekord i anmeldte voldtægter - niveauet ligger langt højere end i Danmark.

Stadig flere svenskere drømmer nu om at isolere sig i indhegnede og sikrede boligområder - i USA kaldet ”gated communities”. Ifølge en undersøgelse med titlen ”BoTrender08” vil hver tredje svensker gerne bo sådan.

De politisk korrekte i Sverige har en standardforklaring på nogle indvandrergruppers store overkriminalitet og den sociale opløsning: Det er samfundets skyld. Man er racist, hvis man siger, at en del muslimer medbringer en kulturel bagage, som giver ekstraordinære vanskeligheder med at integrere dem, når de er mange.

Men hvis problemerne simpelt hen skyldes samfundets dårlige behandling af indvandrere, så må Sverige jo behandle sine indvandrere langt dårligere end Danmark, eftersom problemerne er større i Sverige.

Denne simple logik vil man dog ikke finde i den svenske debat. Tværtimod bliver den svenske elites kritik af dansk udlændingepolitik stadig mere skinger og primitiv i takt med det voksende svenske morads og elitens øgede frygt for folkelige reaktioner som i Danmark. Seneste eksempel var et svensk tv-program om ”racismen” i Danmark, som TV2 viste i den forgangne uge.

Sverige viser stadig klarere, hvor galt elitens multikulturelle eksperimenter kan gå.

Kan Danmark og Europa ikke erobres med militærmagt, så kan det måske gøres, på anden måde, nemlig med krigslist.






Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE