HÅBLØS DIALOG
HÅBLØS DIALOG www.sagenskerne.dk

PRÆSENTERET  HER      29. Maj 2009

Den håbløse dialog med islamisterne

December 2006 - Kahttan Jasim

Af ren frygt for at bidrage til civilisationernes sammenstød viger Vesten tilbage fra at kritisere islam, men en sand forsoning kan kun komme i stand, hvis religionen bliver reformeret

Vestlige politikere, mediefolk, intellektuelle og forskere viger forskrækket tilbage fra kritik af islam og den islamiske verden. En del af denne angst stammer fra en skyldfølelse over kolonitiden eller en naiv forestilling om en mulig dialog med islamisterne.

Kritik bliver betragtet som en fornærmelse mod muslimernes levevis og tro. I stedet antager man, at det er muligt at skabe forsoning ved at lade stå til og undgå at bidrage til "civilisationernes sammenstød".

Den fuldkomne religion

Problemet er, at islamisterne betragter islam som den sidste og fuldkomne religion sammenlignet med andre trosretninger. Alt, hvad der har med ikke-islamiske værdier at gøre, anskues som grobund for umoral, korruption, familieopløsning og fattigdom og dermed som et angreb på den islamiske identitet. For muslimske fundamentalister er islam den eneste løsning på verdens problemer (al-islam hwa al-hal).

Der er ikke noget mærkeligt i, at mange muslimer har denne opfattelse af andre religioner og kulturelle værdier. Den stemmer overens med islams fundament.

I Koranen står der: ”Oh, I som tror, hvis I følger en del af dem, hvem Skriften blev givet, så vil de gøre jer vantro igen, efter at I har troet”. Note1
Med skriftens folk menes kristne og jøder.

Mange muslimer anklager konstant den vestlige verden for deres elendighed. Islams dekadencen skyldes Vestens kolonisering af de muslimske områder. Det paradoksale er, at muslimerne kræver undskyldninger af, mens de ikke selv kunne drømme om at gøre gengæld. Da han for nylig besøgte den amerikanske tænketank Hudson Institute i Washington, gjorde den forhenværende spanske premierminister Jose Maria Aznar opmærksom på, at muslimer aldrig har undskyldt den skade, Spanien led som følge af 800 års islamisk besættelse. Aznar mindede om, at dialog mellem Vesten og islam er håbløs, da muslimske lande kræver, at Vesten undskylder, mens de ikke selv er villige til at gøre det.

Naive kræfter i Vesten er altid parate til at bortforklare islamisternes voldsomme reaktioner – eksempelvis fatwaen mod Salman Rushdie Note2 – som reaktioner på vestlige fornærmelser af islam.

Men er Vestens kritiske syn på muslimerne og islam den virkelige årsag til, at muslimernes raseri og voldsomme had udløses? Hvis det er tilfældet, hvordan forklares islamisternes dødelige adfærd og voldelige reaktioner mod andre muslimer? De har bare andre, mere kritiske holdninger til islam og dens tankegang?

Den umulige kamp

Gennem næsten hele den islamiske historie er kritiske muslimer blevet forfulgt og forhånet af muslimske fanatikere. Her er blot nogle få eksempler:

I 1925 skrev Ali Abd al-Razik (1888-1966) en berømt bog – Al-islam wa usul al-hukum3, hvori han afviser, at kalifatet er guddommeligt. "Kalifatet er et rent menneskeligt og et praktisk anliggende, som ikke har noget med Gud at gøre.” Han blev smidt ud af al-Azhar universitetet og frataget alle sine teologiske positioner. Det samme skete for den tunesiske, religiøse retslærde Tahir al-Hadad. I 1930 udgav han bogen Vore kvinder i al-sharia og samfundet, hvor han kritiserede enhver, der forhindrede kvinders deltagelse i samfundsaktiviteter ud fra en islamisk begrundelse. Han anså kvinde og mænd for at være lige i både i rettigheder og pligter. Al-Hadad blev mødt med voldsomme reaktioner fra konservative islamiske grupper, som resulterede i at alle hans religiøse certifikater blev frataget fra ham.

Andre forfattere og tænkere fra den islamiske verden blev forfulgt, fængslet, dømt til døden eller skudt på åben gade af fanatiske muslimer. Den iranske forfatter Ali Dashti blev fængslet af ayatollah Khomeini og døde efter tre års indespærring, fordi han havde offentliggjort en bog om islam, som beskrev muslimernes udvikling i Mohammeds tid, og hvori han rettede en skarp kritik mod islams grundideer. Note4

Den 3. juli 1977 kidnappede den egyptiske gruppe al-Muslimun ministeren for religiøse anliggender i den egyptiske regering Hasan al-Dhahabi minister for religiøse anliggende og slog ham ihjel efter nogle dage. Note5

Ataf al-Iraqi (egyptisk professor i filosofi) blev stillet for domstolen, efter at et islamisk tidsskrift (l-liwaa al-islami) havde meldt ham til politiet, fordi han havde udtalt sig kritisk om de to fremtrædende islamiske tænkere Abu Hamid al-Ghazali (1958-1111) og Ibn Taimiya (1263-1328). Desuden havde han forlangt, at den islamiske verden skulle give en undskyldning til den muslimske filosof Ibn Rushd (1126-1198), som dyrkede den rationelle tænkning, og hvis bøger blev brændt og totalt forbudt.

Al-Iraqi betragtede al-Ghazali som reaktionær og fandt, at Ibn Taimiyas tanker var ansvarlige for terrorisme og mystik i den arabiske verden. Ligeledes mente han, at muslimerne burde følge det gode eksempel fra Vatikanet, der havde undskyldt sin behandling af Galileo Galilei. Note6

I Kuwait blev Ahmad al-Baghdadi fængslet en måned, fordi han havde skrevet en bog, der analyserede islam fra en rational og kritisk synsvinkel. Note7

Faraj Fouda betalte med sit liv efter en dødsfatwa fra al-Azhar universitetet i Cairo. Heri hed det: ”Enhver muslim kan implementere Allahs love på egen hånd.” En direkte opfordring til drab. Fouda var tilhænger af adskillelse af islam og staten og havde gang på gang rettet en skarp kritik mod anvendelsen af islam til at manipulere det offentlige rum. Hans bog Den fraværende sandhed kostede ham livet. Mordet blev udført af en egyptisk islamist. Note8

Den egyptiske nobelpristager Nagib Mahfouz blev reddet i sidste øjeblik
Den egyptiske nobelpristager
Nagib Mahfouz blev reddet i
sidste øjeblik

Der blev også gjort forsøg på at myrde den nu afdøde egyptiske forfatter og nobelprismodtager Nagib Mahfuz. Han blev stukket med en lang kniv, men reddet i sidste øjeblik. Årsagen var, at Mahfuz havde skrevet romanen Awalad haratuna (Børn fra vores område), der indeholdt en kritisk beskrivelse af religiøse personer.

Den kendte tunesiske forfatter og liberale teoretiker Afif al-Akhader blev også truet på livet. Lederen af det forbudte islamiske parti al-Nahda, Rashid al-Ghanushi (som af vestlige islamforskere anses for at være moderat og demokrat) har udstedt en dødsfatwa mod ham. Afif al-Akhaders eneste forbrydelse er, at han er modstander af en rigid fortolkning af islam og appellerer til muslimer om at forny islam og være tolerante over for andre religioner og værdier. Note9


I Sudan fængslede den islamiske regering under Jaffar al-Numeiri Mahmud Muhammed Taha, brændte alle hans bøger og henrettede ham i 1985. Hans forbrydelse var, at han ikke mente, at sharia skal blandes i statens anliggender, og at islam bør begrænse sig til moralske anliggender. Note10

Den berømte libanesiske musiker Marcel Khalifah blev beskyldt for at fornærme islam, fordi han sang en sang, som indeholdt to linier fra Koranen. En libanesisk retslærd meldte ham til politiet og krævede, at han blev dømt for at have forårsaget splittelse i samfundet og for at have hånet de religiøse ritualer. Heldigvis blev Khalifah frifundet efter en lang række protester fra hele verden. Note11

Totalitær ideologi

Islamiske fundamentalister opfatter Koranen bogstaveligt og er ukritiske overfor enhver islamisk tekst. De mener, at de islamiske tekster kan forklare alt uanset tid og sted. Med andre ord bliver virkeligheden belyst og fortolket ud fra religiøse dogmer, som er blevet formuleret i en anden social, kulturel og historisk sammenhæng. Fundamentalisterne bruger religionen som et middel i deres kamp om magten.

Primo Levi – ideologierne er en moralsk sygdom En af islamisternes strategier bygger på den konstante ophidselse af den muslimske befolkning, mere præcis den ”lille mand” på gaden, som lider af analfabetisme, fattigdom og håbløshed.

Strategien er taget fra de totalitære ideologier, hvis sigte er at holde folk under konstant opsyn og i en hysterisk mental tilstand for at afholde personen fra enhver rational handling og forhindre ham i at tænke fornuftigt. Den lille mand bliver fænget i islamisternes utopiske forestilling om jihad og paradiset som en mulig erstatning for den jordiske elendighed. De benytter enhver lejlighed til at udbrede hadets ideologi.

Den italienske forfatter Primo Levi skriver om den totalitære ideologis absurde visioner og forestillinger. Han kalder ideologiens visioner for en moralsk sygdom, ”idet ingen slipper for at indtage en aktiv rolle i dens allestedsnærværende struktur.” Note12

Vi har set, hvordan folk hoppede og dansede på gaderne i anledning af 11. september 2001, og hvordan man brænder flag og angriber de danske ambassader i Iran, Syrien, Indonesien, Libanon, Irak og Kuwait. I den seneste meningsmåling, foretaget af aljazeera.net fem år efter 11. september siger 49.9 pct. af de adspurgte (41.000 personer), at de støtter Bin Laden. Note13

Den nytteløse holdning

Det nytter ikke, at lederne af Deutsche Oper i Berlin har besluttet at aflyse Mozarts 225 år gamle opera Idomeneo, fordi man er bange for, at den kan vække harme og voldelige reaktioner hos muslimer. Og det hjælper heller ikke, at man bygger dialog på falske forventninger og forudsætninger. Dialog, forsoning og kritisk tænkning hænger tæt sammen.

Man skal lære af historien, og der skal drages nytte af de historiske erfaringer. Vestens uheldige alliancer med både de totalitære regimer og islamiske grupper i den islamiske verden gennem 60erne, 70erne og 80erne har kun ført til katastrofale resultater og vækst i terrorismen. Og sådanne fejltagelser bør undgås. Den amerikanske præsident har i lyset af kampen mod terrorisme indrømmet, at Vestens politik har slået fejl, og at man bør støtte de demokratiske kræfter især i Mellemøsten.14 Men desværre kniber det med at gennemføre denne kurs i praksis.

Ingen vej udenom fornyelse

At skabe dialog forudsætter, at man er parat til at forny sig i harmoni med tidens ideer og idealer. Disse idealer bygger på respekt for menneskets frihed og ret til at vælge. Der er ingen vej udenom fornyelse af religionen.

Den egyptiske professor og islamforsker Nasr Hamid Abu Zayd har appelleret til muslimerne om at behandle Koranen og andre islamiske tekster som historiske dokumenter, opfordret dem til at forny islam og til at rense den fra alt, hvad der tilhører fortiden. Ligeledes erklærer Abu Zayd, at tiden er moden til at vi løsriver os ikke kun fra Koranens og andre teksters magt, men fra enhver magt. I virkeligheden harmonerer Abu Zayds tanker med den klassiske islamiske litteratur, der forsøger at forklare Koranens oprindelse, indhold og forskellige betydninger i lyset af sociale og historiske sammenhænge. Det kaldes Asbab al-Tanzil – åbenbaringsårsager, som forbinder forskellige dele af Koranen med bestemte begivenheder og fænomener på Muhammeds tid.

Skal man forhindre udbredelsen af islamisternes dødsideologi og skabe grundlag for forsoning og fred, må man undgå, at dialogen kommer til at bygge på misforstået humanisme. I stedet er der behov for en hård, beslutsom kamp for frihed, demokrati og religiøs tolerance. Med Taslima Nasrins ord, som hun skrev i forordet til den engelske udgave af bogen Skam (1994): "Den eneste måde hvorpå man kan stoppe de fundamentalistiske kræfter, er, at ved alle verdslige humanister står sammen og bekæmper deres ondartede indflydelse.”

Vestlige forfattere begår en fejl, hvis de tror, at man skabe forsoning ved bare man lader tingene være, som de plejer.

Så vil den vestlige verden vil svigte de liberale og progressive i den arabiske og islamiske verden, der kæmper med næb og klør mod de reaktionære religiøse kræfter, der vil styre verden med sværd, langt skæg, kvindeundertrykkelse og totalitære politiske systemer.


Note1: Koranen, al-Imran, 101

Note2: Khomeini udsendte sin fatwa mod Salman Rushdie uden at han har læst hans roman De sataniske vers. Også venstreorienterede intellektuelle reagerede negativt på Rushdies bog og beskyldte ham for at være agent for imperialismen og hans bog for at være betalt af vestlige magter. Sadiq Jalal al-Azim har skrevet to bind om den hysteriske hetz, der blev drevet mod Salman Rushdie på falsk grundlag. Se Sadiq Jalal al-Azim: Ma bada Thehnyyiet al-Tahrim. Dar al-Mada, 2004.

Note3: Ali Abd al-Raziq: Al-islam wa usul al-hukum (Islam og den politiske autoritets grundlag). Cairo, 1925.

Note4: Ali Dashti: Twenty-Three Years: A Study of the Prophetic Career of Mohammed. Allen and Unwin, 1985. Man mener, at bogen blev skrevet i en tidligere periode og udgivet i Libanon i 1974.

Note5: Abd al-Atti Muhammed Ahmad: Al-hrakat al-islamyia fi Masrwa Qdhayia al-Tahawal al-demokrati. Cairo markiz al-Ahram li altarjamah wa al-Nashir, 1995.

Note6: http://www.metransparent.com/texts/atef_iraqi_interview.htm

Note7: Ahmad al-Baghdadi: Tajdid al-fikir al-dini (En Rational læsning af al-fikir al-dini). Dar al-Mada, 1999.

Note8: http://www.coptichistory.org/new_page_881.htm

Note9: http://www.metransparent.com/textslafif_lakhdar_appeal_vs_gannoushi_fatwa.htm og
http://www.hrinfo.net/mena/kuttab/2005/pr0515.shtml

Note10: http://www.kitabat.com/kamel_alnajar.htm

Note11: http://news.bbc.co.uk/hi/arabic/news/newsid_565000/565029.stm

Note12: Morten Lassen: Mødet med det totalitære. Museum Tusculanum, 2006, s. 8.

Note13: http://www.aljazeera.netNR/exeres/2B8D0C5A-0DEA-4D8A-A6C8-D7ABBF4944

Note14: http://www.whitehouse.gov/news/releases/2003/11/20031106-2.html

Bookmark and Share
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE