ASGER AAMUND
ASGER AAMUND www.sagenskerne.dk

Kronik: En produktudviklet provokation

Af Asger Aamund, erhvervsmand, København

Durban-konferencerne og en lang række parallelt løbende aktioner er ikke udtryk for kortvarige modefænomener på den internationale politiske catwalk.

De hænger sammen med, at den arabiske kulturkreds føler sig voldsomt udfordret på sine grundlæggende værdier, som er ved at forvitre under presset fra vestlige værdinormer og politisk tankegang, skriver Asger Aamund.

For 30 år siden havde de arabiske teokratier kronede dage i deres selvvalgte isolation. Der var ingen grænseoverskridende kommunikation, intet internet, ingen satellit- tv. Udlændinge var spærret inde i luksusghettoer. Gennem olien havde man arrangeret sig med den vestlige verden, og de sovjetiske og kinesiske kommunistimperier udgjorde ikke nogen trussel for arabisk kultur og levevis.

Alle disse bolværk omkring det rige, men også antikverede arabiske kultursamfund er forsvundet og afløst af et voldsomt pres på alle det islamiske samfunds grundlæggende værdier.

I det arabiske kultursamfund er individet intet, familien alt. Men endnu vigtigere end familien er stammen, og endnu vigtigere end stammen er klanen. Klanen, stammens, familiens traditioner og værdier overleveres intakt fra far til søn ned gennem generationerne som en kulturel navlestreng gennem årtier og århundreder.

Her skal man forstå, at det er ikke islam, der styrer klanstrukturen. Det er klanstrukturen, der styrer islam som religion og som statsform. Hvad der er godt for familien, stammen og klanen er godt for islam. Det er ikke omvendt.

Der er ikke tale om bizarre og eksotiske værdier lænket til den arabiske kulturkreds. Sådan var tankegangen også i det europæiske samfund i 1500-tallet, hvor familiens overlevelse i de feudale fyrstesamfund afhang af et sammenhold under jernhård disciplin, hvor fyrsten eller herremanden betragtede sine døtre, ikke som døtre, men som datterselskaber, hvis fornuftsægteskaber var nøglen til alliancer, fred, udvidelse af territorier, kort sagt overlevelse. Uden sammenhold og disciplin i storfamilien ventede der kun død og ødelæggelse forude.

Nu banker de moderne tider på døren i det arabiske kultursamfund, hurtigere end nogen havde forestillet sig. Internet, satellit-tv og globalisering i bredeste forstand er med til at presse nye værdier ned over traditionel islamisk kultur.

De ellers religiøst neutrale kommunistiske imperier i Sovjetunionen og Kina er brudt sammen og afløst, ikke af demokrati, men af en proces, der er ved at føre til en retsstat og dermed en accept, juridisk og kulturelt af det kristne demokratiske princip, at alle mennesker er lige, ikke bare for gud, men også for loven. At hvert enkelt menneske frit kan bestemme over sit liv og ejendom, lade sig gifte og skille frit og rejse og leve, som man vil, uden at skulle have familiens godkendelse.

Hermed er hele den panarabiske verden omringet af både et menneskesyn og en politisk grundholdning, som tager udgangspunkt i mennesket som et frit individ og ikke som en del af en kollektiv identitet.

Fra et islamisk politisk synspunkt er der en uløselig sammenhæng mellem kristendommen i videste forstand og demokratiet.

Overalt hvor imamen ser fodsporene af kristendom, ser han demokratiet. Overalt hvor mullahen møder en folkestyret retsstat, ser han den vævet sammen med kristne etiske værdier. Alle demokratiers moder, den amerikanske uafhængigheds- og frihedserklæring fra 1776 og den efterfølgende amerikanske forfatning er fine eksempler på denne sammenhæng.

Hvordan kan islamisk politik befri sig fra dette pres?

Det kan man på to måder. Enten gennem en gradvis reform af islam eller ved at gennemtvinge en politisk beskyttelse af islam som både lov og tro, en beskyttelse der også får retsvirkning i de vestlige demokratiske samfund.

Alle toneangivende arabiske ledere er sig fuldt bevidst, at islam skal reformeres og moderniseres for at kunne overleve i en global sameksistens, men de gruer for at tage hul på opgaven, som vil føre dem ind i en uforudsigelig udvikling, der kan forekomme faretruende og ukontrollabel.

De arabiske politiske og religiøse ledere forfalder derfor til den nemme løsning, nemlig at nedfryse fremskridt og demokratisering ved at skræmme og tvinge de vestlige demokratier til at acceptere det islamiske teokrati, også i de islamiske samfund i Europa. Fremskridt er en god ting, men andres tilbagegang er nu heller ikke at foragte. Hensigten er således at sætte udviklingen i stå, mens man tænker i Riyadh.

Ifølge Weekendavisen har den førende saudiske imam netop nedkaldt en fatwa over fejring af fødselsdage med levende lys og over festligholdelse af grantræer. Så jeg siger bare, hvem er presset?

Realisering af denne strategi kræver enorme ressourcer og en stram ledelse og koordination. De islamiske kooperative kræfter behersker begge dele.

Ifølge Dr. Patrick Sookdheo fra det britiske Institute for the Study of Islam and Christianity har Saudi-Arabien investeret omkring 100 mia. dollars inden for de seneste årtier for at fremme islamisk politik i sin mest reaktionære form i de lande uden for Mellemøsten, hvor der bor muslimer.

De arabiske olielandes enorme handelsoverskud investeres ikke længere hovedsagelig i fast ejendom og obligationer, men kanaliseres i stigende grad over i strategiske mål, der giver dem maksimal international politisk indflydelse. Det gælder energiforsyning, infrastruktur, medier, banker og aktiebørser. Den såkaldte Muhammed- krise og Durban-konferencen hænger strategisk tæt sammen og udgør en lærerig demonstration af den islamiske strategiske indsats på det internationale plan.

I virkeligheden var hele Muhammed-krisen et kunstprodukt udviklet til at accelerere vedtagelsen af skærpede blasfemilove inden for Den Europæiske Union.

Den reelle og isolerede provokation som følge af Jyllands-Postens tegninger var oprindelig nærmest umærkelig.

Tegningerne blev offentliggjort i eftersommeren 2005, og først omkring nytår kom der gang i de islamiske modaktioner.

Hvis man bliver stukket af en bi i september og råber "av!" i januar, er smerten jo nok til at leve med. Og den lange forsinkelse fra tegningernes offentliggørelse og til demonstrationerne, volden og hadet viser klart, at provokationen først skulle produktudvikles og times til at opnå den størst mulige effekt, nemlig på det tidspunkt, hvor en islamisk inspireret og skærpet blasfemilov skulle slutbehandles i det britiske parlament.

Kurt Westergaards tegning af Muhammed med bomben i turbanen var således aldrig årsagen til aktionerne mod Danmark, men udelukkende anledningen.

Forinden var der nemlig udført hele tre års forberedende kampagnearbejde for at skabe forståelse i Storbritannien for nødvendigheden af en skærpet blasfemilov, der endeligt forbød enhver latterliggørelse eller forhånelse af en hvilken som helst religion og dens udøvere.


Durban 2 - Fred i vor tid?

Vi er kastet ud i en dyb og langvarig international krise, der til sidst kun kan løses ved, at islam som religion lader sig skille fra islam som politik. Det handler Durban 2 dybest set om, skriver Asger Aamund i sin afsluttende kronik om Durban-konferencerne.

Den arabiske kampagne for at berede vejen for en skærpelse af den britiske blasfemilov i 2005 var på ingen måde udtryk for en hemmelig arabisk konspiration med det formål at undergrave britisk demokrati i almindelighed og ytringsfrihed i særdeleshed. Tværtimod blev den diplomatiske og politiske kampagne fra den arabiske liga hele tiden ført fuldstændigt åbent med det formål at etablere en blasfemilov, der beskytter islam og islamisk politik lige så effektivt mod kritik, som de jødiske befolkningsgrupper i EU er beskyttet mod antisemitisme.

Den arabiske liga og det panarabiske politiske samfund har åbent lagt frem, at netop lovene om antisemitisme var målepinden. Og det er rigtig godt set. I Europa kan man naturligvis ustraffet offentligt påstå, at folkemordet i Cambodia på to millioner mennesker aldrig har fundet sted, og man kan også ustraffet skrive i hvilken som helst avis, at der blev ikke krummet et hår på nogen russers hoved i hele Stalins regeringstid. Men når en bizar britisk pseudohistoriker som David Irving ved en østrigsk domstol blev idømt tre års ubetinget fængsel, fordi han 17 år tidligere skrev, at Holocaust ikke fandt sted, så er der jo noget at gå efter.

Det er jo også derfor, at islamisk politik har genopfundet araberne som semitter, som derfor også burde være beskyttet af lovene om antisemitisme. De skrappe europæiske straffebestemmelser om antisemitisme - ikke mindst i Tyskland og Østrig - er jo en lovgivning, der giver tanken flugt hos enhver islamist.

Tænk hvis Kurt Westergaard var gået under jorden i 17 år, og man efter at have fået fat på ham i år 2023 kunne sætte ham tre år i spjældet, så var der jo noget ved at være profet.

I begyndelsen, det vil sige hen over forår og sommer 2005 havde behandlingen af det britiske lovforslag, som hedder "The Religious Hatred Bill" fint medløb i den britiske offentlighed og parlament. Men hen over efteråret skærpedes debatten, da det gik op for den britiske offentlighed, at den nye blasfemilov ville kriminalisere genudsendelser af film som "Life of Brian", "Jesus Christ Superstar", Mr. Bean shows, Monty Pythons pavesketch, Dave Allens evindelige latterliggørelse af den katolske kirke og mange andre godbidder, som vi alle har grinet os fordærvet over.

Herefter var det op ad bakke. Church of England, Det Mosaiske Troessamfund og selv den katolske kirke ønskede ikke at støtte en skærpelse af blasfemilovgivningen, og loven faldt ved sidste behandling i parlamentet.

Efter en tur i Overhuset blev den kort efter genfremsat og nu vedtaget med en ændring, der styrkede ytringsfriheden i forhold den tidligere lovgivning, idet loven nu præciserer, at det fortsat er tilladt at latterliggøre og håne religioner og deres udøvere, når blot dette ikke ledsages af en direkte trussel.

Hele Muhammed-krisen i Danmark opstod, da Saudi-Arabien og de toneangivende islamiske ledere blev klar over, at de halvglemte profettegninger kunne pudses op og udnævnes til en grov og utilgivelig fornærmelse af Muhammed og en milliard troende muslimer.

Aktionen havde slet ikke Danmark som hovedmål, men skulle lægge pres på det britiske parlament og på EU for at demonstrere, hvad der kunne ske, hvis ikke den europæiske blasfemilovgivning fik ligestilling med lovene om antisemitisme.

Til trods for at lille Danmark således kun har været en rullesten i storpolitikkens brænding, har anti-Fogh-bevægelsen fortvivlet forsøgt at fremstille Muhamed-krisen som den eneste mulige konsekvens af statsministerens personlige håndtering af sagen kombineret med danskernes indgroede islamofobi og uvilje mod alt, hvad der ikke er kolonihave-dansk.

Dagbladet Politiken har desperat kæmpet for at stable en ny tamilsag på benene og derfor konsekvent nægtet at forholde sig til de internationale aspekter, vi netop har gennemgået for derved at holde statsministeren personligt ansvarlig for de islamiske aktioner.

Politiken holder stadig krudtet tørt og galden flydende, men der er vist ikke andre herhjemme, der gider være med mere. Derimod har den islamiske verden ikke givet op.

Lige siden fiaskoen med den skærpede britiske blasfemilov - og det vil sige siden Muhammed-krisen i Danmark - er der ikke en ledende muslim, ikke en mullah, ikke en mufti, som ikke har krævet en lovændring enten i EU-regi eller gennem FN, der skal give islam den ønskede beskyttelse mod blasfemi, og da islam er en lovreligion, ville en sådan beskyttelse også være en totalbeskyttelse under strafansvar også af islamisk politik.

Det er, hvad Durban-konferencerne handler om. Vi er kastet ud i en dyb og langvarig international krise, der til sidst kun kan løses ved, at islam som religion lader sig skille fra islam som politik.

Vi kommer kun helskindet igennem, hvis Europa tør bekende sig til sin demokratiske og kulturelle identitet og samler modet til kompromisløst at forsvare frihedens og folkestyrets grundprincipper.

De politiske og religiøse ledere inden for den panarabiske kulturkreds må bringes til at forstå og acceptere, at islamisk politik nu har ramt muren, nemlig demokratiets og retsstatens mur. Denne mur kan ikke nedbrydes gennem antidemokratisk pression, men udelukkende gennem en reformering og en modernisering af arabiske politiske og kulturelle grundholdninger, der gør det muligt at opretholde en fredelig og frugtbar sameksistens bygget på folkestyrets og retsstatens værdigrundlag.

Er der håb forude? Er der noget som helst, der tyder på, at islamisk politik er på vej i en progressiv retning?

Ja, det mener jeg, at der er.

Tirsdag den 23. september var det nationaldag i Saudi-Arabien, og det blev markeret ved en tale af Kong Abdullah, der udtalte, og jeg citerer: »Vi må acceptere det som en kendsgerning, at det er islams egne sønner, der kaster skændsel over vores tro, og vi må forstøde enhver, der går dette ærinde«.

Længere ville kongen ikke gå, men det ville den førende kommentator Muhammad Al-Shihi fra den regeringstro avis Al-Watan, som i forlængelse af kongens tale gør op med det lammende arabiske stammetyranni, der forhindrer enhver udvikling, ethvert fremskridt. »Ingen kan forlade normerne i den stamme, hvis navn han bærer«, skriver han.

»Stammen repræsenterer for den enkelte hele hans livsgrundlag. Stammen nægter dig retten til at være forskellig. Stammen beordrer dig til at være en nøjagtig kopi af dine forfædre syv led tilbage, helt ned til formen på dit overskæg. Stammens love er uforanderlige. Statens love kan ændres, stammens aldrig«, og han fortsætter:

»Alt for sent er det gået op for os, at vi er ofre for den stammementalitet, der har behersket os. Her den 23. september 2008 må vi erkende, at det er en katastrofe for en mand at tvinge sin søn til at være en tro kopi af sig selv, at også han skal leve sit liv under byrden af stammen og dens traditioner. I skal lære jeres sønner og lære jer selv, at vi kan alle være forskellige uden at strides«. Citat slut.

Nok taler lederskribenten her om stammen og traditioner. Men da islam er en lovreligion, en stivnet legering af politik og tro, så er det klare budskab fra Muhammad Al-Shihi, at islam skal reformeres for at kunne overleve i fredelig sameksistens med os andre.

En spæd begyndelse, men tanken er tænkt. Ånden er ude af flasken. En proces er i gang. Vi støtter ikke denne proces ved at blive hjemme fra Durban 2. Som Svend Auken ofte bliver citeret for skal man i politik ikke altid true med at gå.

En gang imellem skal man true med at blive.

Den dårligste løsning er at tage til Durban 2 og i bedste Solana EU-stil bøje nakken og småklynkende acceptere stokkeslagene fra de antidemokratiske stater.

Den næstdårligste løsning er at blive hjemme, at vende ryggen til, at frisind og frihed kastes på bålet.

Den eneste rigtige løsning er at tage til Durban 2 og slå i bordet.

Kompromisløst og utvetydigt skal vi ansigt til ansigt med de antidemokratiske islamiske politikere fastholde, at vi i den vestlige demokratiske verden ikke agter at opgive det sekulære frisindede og rummelige folkestyre, som vi siden den Amerikanske Revolution i 1776 med blodige ofre skridt for skridt har tilkæmpet os.

Løsningen er ikke at føre den demokratiske verden tilbage til tyranniet. Løsningen er at føre den arabiske verden ud af det. Ansvaret for at nå dette mål er ikke vores, men udelukkende deres eget.

Det er budskabet på Durban II.

(Asger Aamunds artikel er dobbeltkronik i Jyllands Posten baseret på hans tale på Trykkefrihedsselskabets konference om Durban 2-konferencen 4/10-08. Offentliggjort 10. og 11. oktober 2008.)
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE