KAI SØRLANDER om DURBAN 2
KAI SØRLANDER om DURBAN2 www.sagenskerne.dk

Kronik: De religiøse og de religionskritiske er ligeværdige

Durban 2-konference
I og med at man selv har ret til at vise, at man er alvorligt troende, så må man også - i samme religionsfriheds navn - anerkende, at andre har ret til at vise, at de ikke kan tage troen alvorligt, og at de finder den latterlig og fordummende

Af Kai Sørlander

I FORÅRET SKAL DER HOLDES en FN-konference om racisme, den såkaldte Durban 2-konference. I dens regi foreslår en gruppe inden for FN's Menneskerettighedsråd, at religionskritik og krænkelse af religiøse følelser skal sidestilles med racisme. Det skal altså gøres strafbart at tale nedsættende om det, som andre holder helligt. Og for fremtiden skal man ikke længere ustraffet kunne tegne karikaturer af Muhammed og andre religiøse skikkelser.

Man vil søge at få konferencen til at vedtage en resolution, som opfordrer de enkelte medlemslande til i deres eget regi at vedtage love, som forbyder krænkelse af religiøse følelser. Får de magt, som de har agt, så vil konsekvensen blive, at Danmark for fremtiden skal straffe folk, som offentliggør tegninger som dem, der for nogle år siden gjorde Jyllands-Posten verdensberømt.

Hvorledes skal vi forholde os til et sådant forslag, hvis vi ikke blot reagerer på rygmarven, men forsøger at tænke os om? Skal vi bakke det op, eller skal vi gå imod? I første omgang må det afhænge af, om det er udtryk for en forbedring eller en forværring i forhold til den gældende retstilstand. Så for at kunne komme videre må vi først forsøge at klarlægge, hvad der er den gældende retstilstand.

Det er en tilstand, hvor der er gennemført religionsfrihed. Det betyder for det første, at man har ret til at bekende sig til, hvilken religion man vil, uden tvang fra statens side. Men det betyder derudover, at man har ret til at skifte religion og til helt at frasige sig enhver religion. Der er altså ikke kun tale om en frihed fra statens tvang, men også om en frihed fra religionens tvang. Den enkelte får sin religionsfrihed under den forudsætning, at han samtidig anerkender andres religionsfrihed.

Vor ret til frit at vælge religion hænger derfor sammen med, at vi skal anerkende andres ret til at forkaste den selv- samme religion. Og har man selv ret til at vise, at man tror på en bestemt religion, så må andre også have ret til at vise, at de ikke tror på den. I og med at man selv har ret til at vise, at man er alvorligt troende, så må man også - i samme religionsfriheds navn - anerkende, at andre har ret til at vise, at de ikke kan tage troen alvorligt, og at de finder den latterlig og fordummende.

Det er religionsfriheden i sin indre konsekvens, således som retstilstanden nu er gældende. I den tilstand har religionsfriheden både en forside og en bagside. Forsiden indebærer retten til frit at vælge religion og til at vise, at man tager sin religion alvorligt. Bagsiden indebærer retten til at frasige sig religion og til at vise, at man ikke kan tage religion alvorligt.

DET ER DENNE TILSTAND, som forslaget fra FN's Menneskerettighedsråd nu vil ændre. I og med at det vil indskrænke retten til religionskritik og forbyde krænkelse af religiøse følelser, så vil det forsøge at bevare forsiden uden at have hele bagsiden med. Man vil have friheden til at tro og til at vise sin tro uden også at skulle acceptere andres frihed til åbent at vise, hvad de mener om ens tro. Og man vil slet ikke have, at de andre skal have lov til at vise, at de finder ens tro latterlig. I forhold til nu vil man tage mere hensyn til de religiøse og mindre til de religionskritiske.

Er det et fremskridt? Det afhænger primært af, om balancen i den gældende retsorden er uretfærdig imod de religiøse, og om den giver for meget til de religionskritiske. For at finde ud af det må vi gøre os klart, hvad der er balancepunktet for den nugældende orden.

Det er en gensidig anerkendelse af vor elementære ligeværdighed som personer ganske uanset religiøs eller anden tro. Det er en rationel fordring, som logisk set er uafhængig af enhver religiøs tro, og som principielt giver religioner ganske samme frihed som religionskritik.

PÅ BASIS AF den grundlæggende fordring om ligeværdighed må alle finde sig i, at deres meninger og overbevisninger kan kritiseres og modsiges. I og med at den elementære ligeværdighed står fast, så man ikke krænkes på liv og lemmer, står alle idéer og ideologier til fri diskussion. Og blot man i sin praksis bøjer sig for ligeværdighedens krav, er der i princippet også frihed til at kritisere og gøre grin med ligeværdighedens idé.

Grundlæggende kan man ikke hævde, at denne retsorden er særlig uretfærdig imod de religiøse. Den betragter alle som ligeværdige uanset deres tro eller ikke-tro. Og det betyder, at både de religiøse og de religionskritiske på det sociale og politiske plan skal anerkende hinanden som ligeværdige. Det er på den basis, de har fuld frihed til at kritisere hinandens meninger. Deri forfordeles de religiøse ikke. De får ganske de samme forpligtelser og rettigheder som andre.

Så problemet er ikke, at vor nuværende retstilstand giver for meget til de religionskritiske. Men problemet er måske, at den giver for meget til rationaliteten. For selve kravet om, at vi skal betragte hinanden som ligeværdige uanset religiøs overbevisning, er i grunden et rationelt krav. Det betyder, at vor nuværende retstilstand har en rationel kerne, hvorudfra den stiller åndslivet frit. Og dermed giver den frit spillerum for den rationelle udforskning af alt, som kan udforskes.

På den baggrund kan vi bedre forstå, hvad det er, som sker, hvis man følger forslaget om at gøre religionskritik til en form for racisme. Umiddelbart indebærer forslaget en renoncering på rationaliteten. Man opgiver det rationelle fikspunkt, hvorfra alle anses som ligeværdige uanset religiøs overbevisning, uden at man sætter noget andet ind, som kan opfylde samme funktion.

I stedet for at alle uanset religiøs overbevisning underlægges en fælles moralsk forpligtelse til at betragte hinanden som ligeværdige, så fredes de religiøse inden for hvert deres system af dogmer. Og resultatet bliver, at folk opdeles i en mosaik af sådanne religiøse systemer, hvor der ikke gives plads for rationalitetens frie udfoldelse, og hvor alle dømmer hinanden ud fra hver sit religiøse ståsted. Den fælles fordring, som forpligter alle, uanset hvad man i øvrigt mener og tror, har man fjernet.

DET NÆSTE SPØRGSMÅL er så, om der er grund til at tro, at en sådan nedskrivning af rationaliteten vil føre til en mere fredelig verden. Umiddelbart må svaret være benægtende. Man skal ikke tro, at man automatisk fjerner religionernes konfliktpotentiale, blot fordi man fjerner religionskritikken. Striden imellem religiøse indbyrdes er ikke nødvendigvis mindre end striden imellem religiøse og ateister. Striden om, hvorvidt Jesus er Guds søn, eller Muhammed er en sand profet, står ikke kun imellem de religiøse og de ikke-religiøse - den står nok så meget imellem de religiøse indbyrdes. De traditionelle religionskrige skyldtes ikke så meget en egentlig religionskritik, som de skyldtes en modstridende opfattelse af de religiøse dogmer. Set i det lys kan den åbne religionskritik snarere være med til at lægge en dæmper på de traditionelle religiøse konflikter.

Så alt taget i betragtning er der ikke grund til at tro, at forslaget fra FN's Menneskerettighedsråd om at sidestille religionskritik med racisme vil skabe en mere fredelig verden. Og da det i sig selv må være et rationelt onde at give køb på rationaliteten, er der ingen rationel grund til at gå den vej.

Tværtimod er der al mulig grund til at kæmpe imod, at vi tvinges i den retning. Som udgangspunkt må vi simpelt hen vise, at den vej, som foreslås, er en vej, som vi umuligt kan gå. For grundlæggende betyder forslaget om at kriminalisere religionskritik og krænkelse af religiøse følelser, at vi skal renoncere på den rationalitet, som hører den konsekvente religionsfrihed til, og som vi ikke kan opgive, uden at vor frihed kvæles i sin dybeste grund.

Med den frihed bør der ikke gås på kompromis. Det er ud fra en sådan tankegang, at jeg har tilsluttet mig initiativet til at boykotte Durban 2-konferencen (www.durban2.dk) og vil opfordre andre til at gøre det samme. www.durban2.dk

Bragt i Kristeligt Dagblad den 27. September 2008.

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE