Hej tros!

Lad mig sige det helt klart og tydeligt: Der er intet jeg ville ønske mere end tydelige tegn på, at den muslimske verden bevægede sig bort fra spændetrøjen af religiøs dogmatik og mørkemænd som har holdt dem indespærret – åndeligt og fysisk - gennem 14 århundreder og ind i moderniteten på vej mod begyndende demokratisering af deres samfund.

Desværre ser jeg ingen sådanne klare tegn. Faktisk er størsteparten af den muslimske verden efter terrorangrebet mod USA i 2001 sunket endnu dybere ned i religiøs fundamentalisme kombineret med en afsindig tro på, at islams mål om verdenserobringen er realiserbar. Den islamistiske vækkelsesbevægelse er et universelt fænomen i den muslimske verden som endog har ramt det formelt sekulære Tyrkiet, hvor alene en lille elite med militæret i ryggen kan forhindre et tilbagefald og realisering om drømmen om, at genskabe det tabte islamiske imperium.

Desværre synes du at være lige så resistent over for argumenter og dokumentation som hovedparten af Europas muslimer er i forhold til at lade sig integrere i den europæisk demokratiske kultur og dens værdier – de er integrationsresistente, fordi deres tro og loyalitet ikke er over for demokratiets værdier, men over for islams fordringer og den muslimske stat de forlod.

Din samlede dokumentation består i at linke til en dansk socialistisk kultursociolog med speciale i albanske forhold, som afviser gyldigheden af Huntingtons tese om den moderne verden bedst beskrives som et ”clash of civilizations”.

Faktisk nåede jeg ikke ret langt i kultursociologens tekst fra 2002 før jeg var ved at dø af grin. Det er nok den mest useriøse kritik af Huntingtons tese jeg nogensinde har læst.

Den forrykte socialistiske fænomenolog skriver gudhjælpe mig følgende:

"Hvis den ledende stat i én civilisation (USA) går ind i en konflikt mellem den ledende stat i en anden civilisation (Kina) og ét af landene i denne (Vietnam) vil der være stor risiko for en eskalering af krisen - eventuelt til et niveau med militær konfrontation. Huntington fraråder på det bestemteste USA at gå ind i sådanne eksterne konflikter, selv om det vil kunne være svært at være tilbageholdende. "

Den såkaldte sociolog anvender tilsyneladende et eksempel fra den kolde krig – USA engagement på Sydvietnams side mod Nordvietnan – for at falsificere Huntingtons tese? Den mand burde have skolepengene retur. Hvorfor USA gik ind i Vietnam efter at franskmændene havde fået bank og trukket sig ud af Indokina, kan udmærket forklares med henvisning til det bipolære paradigme – den ideologiske konflikt mellem de to supermagter – tilkoplet den amerikanske dominoteori, men den kan selvfølgelig ikke forklares med henvisning til et paradigme som beskriver den globale situation efter afslutningen på den kolde krig. Det var netop det problem Huntington fremkom med en løsning på med sin nye tese.

Siden USA trak sig ud af Vietnam har USA ført en nærmest isolationistisk ikke-interventionspolitik. End ikke tabet af dets vigtigste allierede i Golfen, Iran, med shah-styrets fald i 1979, og jihadisternes gidseltagning af hele den amerikanske ambassadestab, fremprovokerede en militær aktion for at sikre USAs dets interesser i Mellemøsten. Samtidig med at USA forholdt sig from som et lam pga. Vietnam-syndromet marcherede den røde hær ind i Afghanistan efter invitation fra den puppet-regering af kommunister USSR havde fået indsat ved hjælp af økonomisk bestikkelse. Samme mønster som Sovjetunionen havde benyttet i Østeuropa da jerntæppet gik ned i 1946 for at sikre sit hegemonomi ved brutal magtanvendelse.

Siden Vietnamkrigens afslutning i 1975 og indtil terrorangrebet mod USA i 2001 havde USA alene anvendt militærmagt for at sikre egne vitale interesser samt regional fred og stabilitet ved den FN sanktionerede militære aktion mod Irak i 1990/91, der fordrev Saddam Husseins tropper fra Kuwait.

Siden har man så i 1999 efter opfordring fra den Europæiske Union og de muslimske lande iværksat en militær aktion i NATO regi mod Serbernes overgreb på muslimer i Kosovo. Det skete vel at mærke helt uden mandat fra FN, og blev legitimeret som en humanitær nødsituation.

Først efter 2001 er det helt tydeligt, at verden nu er delt efter kulturelle og religiøse linier, nøjagtig som Huntingtons tese forudser. Sammenrotningen af islamiske stater og nogle diktaturer i Durban2 beviser jo netop hvor vandene skiller og frontlinierne går i dag.

For nogle dage siden så jeg på BBC en diskussion i den såkaldte Doha-debat serie, hvor muslimske "eksperter" med forskellige holdninger åbent debatterer et aktuelt emne. Publikum er muslimer og de kan efter debatten stemme om hvem der ”vandt” diskussionen.

Det spørgsmål som blev debatteret var, om det er sandt, at udviklingen hen imod demokrati var gået i stå i den arabiske verden.

En af debattørerne nævnte, at de eneste demokratiske lande i Mellemøsten efter hans vurdering var Libanon, Irak og Israel!!!

Resultatet var, at 64% mente at demokratiseringen var gået i stå, mens 36% ikke mente at dette var tilfældet: