Der har i Danmark været meget fokus på FNs racisme konference, den såkaldte Durban II, som jeg og andre tidligere har skrevet om. Som bekendt søger en række lande – organiseret af OIC – at bruge Durban II til at begrænse ytringsfriheden når det kommer til kritik af religion. Men kampen mellem ytringsfrihed og religion foregår ikke kun i Menneskerettighedsrådet, der forbereder Durban II. Kampen foregår i hele FN-systemet og symboliserer den globale magt- og værdikamp, som denne organisation hærges af. En magt- og værdikamp mellem vestlige stater og værdier på den ene side, og en alliance af ikke-vestlige lande og en blanding af kulturrelativistiske og anti-vestlige værdier på den anden side.

I øjeblikket udgør FNs Generalforsamling slagmarken for denne kamp. Generalforsamlingen forbereder i øjeblikket en resolution til ”Bekæmpelse af bagvaskelse af religioner”. Det nuværende udkast, hvis forgænger var endnu værre, indeholder endnu engang et frontalangreb på ytringsfriheden. Udkastet viser med al tydelighed, at OIC-landene anser det for magtpåliggende at få beskyttet religion – særligt Islam – mod kritik. I udkastets præambel hedder, det bl.a., at medlemsstaterne:

understreger at ærekrænkelse af religion udgør en alvorlig krænkelse af den menneskelige værdighed”. Udkastet fastslår også, vigtigheden af, ”på effektiv vis at bekæmpe ærekrænkelse af religion”, at ”ærekrænkelse af religion…kan lede til social uharmoni”. Udkastet udtrykker ”dyb bekymring over intensiveringen af kampagner for ærekrænkelse af religioner” og ”understreger behovet for at bekæmpe ærekrænkelse af religioner”. Udkastet nævner kun ytringsfriheden et enkelt sted. Og da kun for at understrege, at ytringsfriheden kan begrænses af en række modstående hensyn. Med andre ord skal religionens stilling – primært islam - styrkes og skærmes mod kritik både nationalt og internationalt. Ytringsfriheden skal derimod begrænses. Hermed vender udkastet menneskerettighedernes væsen og formål på hovedet. Det er ifølge denne logik en krænkelse af menneskelig værdighed at kritisere en abstrakt størrelse som religion. Det er derimod ikke en krænkelse af den menneskelige værdighed at straffe det enkelte menneske, hvis samvittighed byder det at bruge sin ytringsfrihed til at kritisere religiøse dogmer. Dette uagtet hvor undertrykkende og diskriminerende den pågældende religion måtte blive håndhævet.  I en række OIC-lande vil religiøse minoriteter derfor ikke blot skulle leve med religiøs tvang og undertrykkelse, men også være afskåret fra at protestere mod sådan undertrykkelse, fordi den er religiøst begrundet.

 Den endelige ordlyd af udkastet vil være en meget væsentlig strømpil for, hvad der kan forventes af Durban II. Såfremt dele af den ovennævnte ordlyd bibeholdes og senere godkendes af et flertal af Generalforsamlingen er der god grund til at tro, at det samme vil komme til at ske på Durban II. Det er nemlig de selvsamme FN-lande, der skal udforme slutteksten på denne konference. At det nuværende udkast til ovennævnte resolution indeholder så eklatante eksempler på begrænsninger af ytringsfriheden demonstrerer, at den dialog som EU landene og Danmark håber, vil føre til fælles fodslag i FN-regi, er en illusion. Danmark og de øvrige EU-lande deler ikke på menneskerettighedsområdet værdier med regeringerne i Egypten, Saudi-Arabien, Pakistan og Iran, som kun er ved magten fordi de systematisk krænker basale rettigheder, herunder ytringsfriheden. Vi deler heller ikke værdier med Rusland og Kina, som støtter op bag OIC-landene for at svække Vestens globale indflydelse og for at sikre sig et flertal mod kritik af egne menneskerettighedskrænkelser. Det globale værdifællesskab på menneskerettighedsområdet findes ikke og derfor udvander man egne værdier, hvis man insisterer på kompromis, mens modstanderen stålsat holder på sit.

I en tale til europæiske liberale i Stockholm den 30. oktober 2008 gjorde statsminister Andes Fogh Rasmussen sig til en passioneret forsvarer af ytringsfriheden og udtalte bl.a. følgende:

”FNs Menneskerettighedsråd forsøger nu at gøre religionskritik til en strafbar forbrydelse. Det er blevet klart i forbindelse med forberedelserne til…Durban II. De lande der står bag dette er, næsten uden undtagelse, de samme lande, som gentagne gange krænker nogle af vores mest fundamentale rettigheder og friheder. Disse lande ønsker at bruge FN til at dække over krænkelser og begrænsninger af ytringsfriheden begået i religionens navn. Det er totalt og fuldstændigt uacceptabelt. EU må skærpe sin linje i overensstemmelse med internationale menneskerettigheder. Lad os arbejde hen imod et EU, som vil intensivere sin kamp for fundamentale, universelle, ukrænkelige friheder. Europa må forenet stå sammen med øvrige frie demokratier i det globale forsvar for basale menneskerettigheder. Menneskerettigheder er til for at beskytte vores ret til at tænke, tale og tro som vi ønsker. De er ikke til for at beskytte religioner fra debat og kritik.”    

Statsministerens tale viser en klar forståelse af den situation EU landene og Vesten står konfronteret med i FN. Men spørgsmålet er, om statsministeren og de øvrige EU-lande også er klar til at tage konsekvensen af talens indhold, når og hvis valget mellem ytringsfriheden og fortsat opbakning til FN for alvor bliver sat på spidsen.

Hvorvidt FN har været en succes eller fiasko når det kommer til menneskerettigheder, og om liberale demokratier fortsat bør slutte op om FN på dette område er i øvrigt emnet for CEPOS’ Menneskerettighedskonference den 5. december 2008.

Hvorfor frygter islam ytringsfriheden ??? Kun den der har noget at skjule frygter fri tale. Hvad er det islam skjuler,som ikke tåler dagens lys ???