TANTE TANDLØS
TANTE TANDLØS www.sagenskerne.dk

HVEM OVERVEJER AT SKIFTE AVIS ???

Kronik: Den tæmmede tante

Katrine Winkel Holm, Teolog, Haslev

Offentliggjort 18.11.08 kl. 03:00


Fyringen af den islam-kritiske Lars Hedegaard og den nuværende chefredaktions almindelige kurs har afstedkommet en debat blandt borgerlige meningsdannere om Berlingske Tidende. Her melder en af bladets hidtidige kommentatorer sig med sin vurdering - samtidig med at hun har indgivet sin opsigelse i protest.

Tanten. Sådan kalder man gerne Berlingske Tidende. Hvor Politiken traditionelt har været den frække, kulturradikale gadedreng og Morgenavisen Jyllands-Posten den upolerede, borgerlige stemme, har Berlingske Tidende ligget sådan lige midt i mellem. Også rent geografisk.

Berlingskes domicil i Pilestræde er placeret lige langt fra Politikens på Rådhuspladsen og Jyllands-Postens københavneradresse på Kongens Nytorv.

Hvor står man, når man står midt imellem?

Berlingeren har traditionelt placeret sig mellem det flabede og det ubehøvlede og er i stedet gået hen og blevet tantet. ”Tantet” - det klinger af pænhed og plisserede nederdele, sammensnerpede læber og almindeligt spidsborgerligt snæversyn. Men hvem har sagt, at tanter behøver at være sådan?

Enhver, der kender ”Folk og røvere i Kardemomme By” ved, at Tante Sofie er det eneste mandfolk dér i byen. Eller hvad med Karen Blixens tante, Mary Westenholz, der i 1909 - flere år før kvinderne fik valgret - marcherede ind i Folketinget, bemægtigede sig talerstolen og talte dunder til herrerne i det høje ting, fordi de efter hendes - og min - mening groft sjoflede forsvaret af landet. Formanden for Folketinget blev så overrumplet, at han endte med at sidde og virre med hovedet, mens han småhulkede: »Hun har taget min klokke, hun har taget min klokke!«

Noget af en tante. Så ikke et ondt ord om tanter, heller ikke om Tanten i Pilestræde.

For ca. 10 år siden kom der pludseligt nyt liv i Tanten. Jeg holdt på det tidspunkt avisen, mest fordi min tilkommende og jeg var på jagt efter et sted at bo i hovedstadsområdet, men også fordi jeg satte pris på avisens grundige kulturdækning. Debatsiderne derimod var lidt støvede; man fik ikke kaffen galt i halsen af indignation af at læse dem, men de fik heller ikke blodet til at rulle af begejstring. Det var midt i 1990'erne, før der for alvor blev taget hul på indvandringsdebatten. Denne tabunedbrydning blev indledt af Ekstra Bladet, der under Sven Ove Gades auspicier i 1997 skrev pressehistorie ved at turde, hvor andre tav.

Mens demonstranter brændte Ekstra Bladet af på Rådhuspladsen, og Jyllands-Posten også var begyndt at tage indvandringsemnerne op, slog Tanten dydigt øjnene ned. »Den slags problemer har vi ikke i Rungsted, den slags vil vi ikke høre om«, syntes det tantede ræsonnement at være. Så det var kaffe og ikke de Berlingske avissider, der fik liv i én om morgenen.

Det ændrede sig. I løbet af et par år kom der spræl i de Berlingske debatsider. Det blev pludselig ét af de steder, kampene udkæmpedes, de skarpeste penne udfoldede sig og den politiske satire blomstrede. Ja, hele kulturdækningen fik nye vitaminer, så jeg pludselig brugte mere tid på Berlingerens lørdagsmagasin end på alle Weekendavisens sektioner tilsammen.

Bedømt udefra - og jeg kender kun Tanten som læser og som løst tilknyttet kommentator - skyldtes ændringen først og fremmest én mand: historikeren og journalisten Bent Blüdnikow.

Da Peter Wivel i 1998 blev chefredaktør, blev Bent Blüdnikow debatredaktør. Og så blev der ret hurtigt sat fut i debatsiderne. Spindelvævet forsvandt, støvet pustet bort og der blev bekendt borgerligt kulør. Opgøret om Den Kolde Krig, kritikken af DR, gennemhulningen af encyklopædiens tendensiøsitet, alt sammen fandt det sted her og var ikke alene med til at sætte dagsordnen, men fik faktisk også rykket ved nogle ting.

Af samme grund, sådan er det jo, blev Blüdnikow en hadet mand i vores lille konsensusfikserede land.

Der var kommet bid i Berlingeren, ja, den var næsten blev farlig. Tante Tandløs havde fået tænder.

Hjørnetænderne fandt man i spalten ”Groft Sagt” - også Blüdnikows idé.

Ideen var i al sin enkelhed genial. Hvorfor skal det kun være venstrefløjen, der er offensiv, flabet og provokerende? Hvorfor ikke skabe et sted for borgerlig, politisk satire?

Så Lars Hedegaard, Claes Kastholm Hansen, Hans Hauge og Arno Victor Nielsen blev inviteret til at angribe alt og alle, gerne på en morsom måde. Senere kom andre penne til, og missionen lykkedes. Det blev både sjovt og skarpt, galt og gakket.

Sure, gamle, borgerlige mænd, kunne det blive værre? Det kunne faktisk ikke blive bedre. Det viste sig nemlig, at de - skal vi kalde dem - modne herrer med grå tindinger og læsebriller virtuost mestrede den hundesvære "Groft Sagt"-genre: den korte, pointerede dagsaktuelle kommentar, der helst også skal være vittig.

Og er det egentligt så mærkeligt? Er livserfaring, akkumuleret viden og den hårde hud på sjælen, som alderen gerne skulle give én, ikke en fordel for skribenter, der ikke alene skal lægge deres hjerteblod i spalten, men også have stamina nok til at lægge sig ud med gud og hver mand?

Det så det ud til at være for spaltens faste makkerpar Claes Kastholm og Lars Hedegaard, der klædte hinanden utrolig godt: Kastholm med sin elegante, næsten henslængte skrivestil, der strømmede over med litterære allusioner og viste, at skønlitteraturens store navne var gået ham den grad i blodet, at de flød videre ud i pennen. Lars Hedegaard, der med sin enorme viden om islam stædigt og kompromisløst insisterede på at sætte fokus på den fortskridende islamisering og formåede at koble sine dystre analyser med en barok, næsten grotesk humor, så man nogle gange fik morgenkaffen galt i halsen - af grin.

At moden alder er en fordel, men ikke et krav, beviste historikeren Mikael Jalving, der med sin forkærlighed for så forskellige størrelser som kapitalisme, cykelsport, Klaus Bondam-bashing og islamkritik siden har vist sig også at mestre genren suverænt.

Jeg tror, det er svært at overvurdere ”Groft Sagt”s betydning. Den blev noget af det mest læste på Berlingske og den gav kampgejst, inspiration og offensiv kraft til kulturkampen. Også til den lange seje kulturkamp mod aggressiv islam, som vi først lige er begyndt på. Af samme grund havde spalten mange fjender. ”Anstændige” borgerlige, Uffe Ellemann-segmentet, der ikke kunne lide Muhammed-tegninger, brød sig ikke om "Groft Sagt", der i modsætning til Tanten selv tonede rent ytringsfrihedsflag under Muhammed-krisen. Og mon Lisbeth Knudsen, nyhedschef på DR og på et tidspunkt yndlingsoffer hos Lars Hedegaard, var en del af fanskaren? Jeg tvivler.

Derfor holdt jeg også vejret, da samme Lisbeth Knudsen, dronning af den socialdemokratiske presse, i 2007 blev udnævnt til Tantens chefredaktør. Hvor meget sympati ville hun, der med egne ord anså ”den borgerlige kulturkamp” for sin store modstander i DR-tiden, have for selv samme borgerlige kulturkamp?

Og ganske rigtigt, nu rutschede Berlingske lige så stille ned i retning af Rådhuspladsen. Den nye chefredaktør kastede sig ud i agitation for kvindekvoter i bestyrelser - et noget ejendommeligt borgerligt synspunkt - og hilste siden sommerens EF-dom - bomben under dansk udlændingepolitik - velkommen. Danmark er jo ikke en ”isoleret østat”, hed det. Tøger Seidenfaden, i øvrigt en beundrer af Knudsen, kunne ikke have sagt det bedre.

Langsomt, men sikkert forsvandt de politisk ukorrekte skribenter fra Tantens kultur- og debatsider. Blüdnikow var for længst sat fra debatredaktørsbestillingen og i september blev hans værk endeligt ødelagt: Lars Hedegaard blev fyret og ”Groft Sagt” kraftigt beskåret. Siden har spalten været en skygge af sig selv.

Der er ikke mange tænder tilbage i Tantens mund. Den sprælske dame er blevet tæmmet, er blevet tantet på den triste, victorianske måde.

Interessant er det: En victoriansk tante anno 2008 kan godt kapere økonomisk velfærdskritik, men ikke direkte og kontant islamkritik. For moderne tanter er islamkritik lige så modbydeligt som sex var det for datidens. Hun vil ikke se, ikke høre og da slet have, at der skrives om det. Så den pæne københavnske kulturavis er rykket tilbage til tiden før 1998 - blot nu med mindre kulturstof.

Historien om Tante Berlingeren, der blev tæmmet, er en trist i historie, den aldersstegne dame har efter min mening bevæget sig ned ad en blindgyde. Men hvem ved, måske den sprælske tante genopstår engang i fremtiden? Eller - mere sandsynligt - måske det frodige debatmiljø og den borgerlige, politiske satire, der en overgang fandt husly hos Tanten, finder andre steder at udfolde sig?

Jeg håber det. Vi har brug for andet end kaffe til at vække os om morgenen.

Katrine Winkel Holm vil i fremtiden optræde som klummeskribent i Jyllands-Posten. Hendes første bidrag vil være at læse på ledersiden søndag den 30. november.

HUSK DET NU.







Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE